|
Beskrivelse og vurdering af uheldet ved toprebsklatring med Christian
Taftenberg, den 23. oktober 2003.
Oversigt:
Beskrivelse af omstændighederne
Yderligere oplysninger om uheldet
Overordnede oplysninger om situationen og den friluftsuddannelse,
som Christian Taftenberg er ansvarlig for: (CVU Midt-Vest på Viborg-Seminariet i samarbejde med Gymnastik-
og idrætshøjskolen ved Viborg samt Vesbæk center for friluftsliv).
Vurdering af uheldet og dets årsager. -En punktvis gennemgang, 1-15.
Konklusion på de 15 punkter
Christian Taftenbergs elev i klatring, Lars Andersen, tilbyder
også rapelle- og klatrekurser.
Christian Taftenbergs elev i klatring, Erik Øster Jensen, tilbyder
også rapelle- og klatrekurser.
Sammenfatning.
Artiklerne i Jyllands-Posten
|
Skoleelev styrtet 15 meter under træklatrearrangement med Christian
Taftenberg.
Nedenstående redegørelse, gennemgang og vurdering bygger på både
moderens og den "ansvarlige" arrangørs skriftlige beretninger
om uheldet samt på eksterne, bekræftede oplysninger.
Da arrangøren på trods af gentagne opfordringer ikke har ønsket
at bidrage med svar på uklarheder eller uddybende forklaringer
iøvrigt, og da Jyllands Posten den 19.-21. januar 2004 ydermere offentliggjorde
en række artikler med baggrund i uheldet og i den forbindelse også både navnet på det "ansvarlige" firma
og på "arrangøren", finder vi heller ikke længere nogen grund
til at tilbageholde oplysningerne på disse sider.
BESKRIVELSE:
Den 23. oktober skete der endnu et uheld i forbindelse med træklatring.
Denne gang drejede det sig om en dreng, der faldt ned under et
kommercielt træklatrearrangement med klatring og abseil (rapelling)
for ca. 100 skoleelever fra 8. og 9. klasse fra Lem og Rødding
skoler i Spøttrup.
Til at stå for den praktiske og sikkerhedsmæssige afvikling af
træklatreaktiviteter i forbindelse med et idrætsarrangement havde
skolerne hyret Midtjysk Klatre- og Rapelleteam v. Christian Taftenberg.
Uheldet betød, at et af børnene faldt ca. 15 meter direkte i jorden
og pådrog sig skader på både milt og ryg. Barnet, en dreng, var
blevet iført både klatresele og reb, og forsøgte at følge den
mundtlige instruktion, han havde fået af den asnvarlige arrangør.
Instruktionen indebar bl.a., at børnene skulle åbne en karabin,
når de i forbindelse med toprebsklatringen var nået op i toppen
af træet og befandt sig alene der !
Da drengen nåede toppen af træet forsøgte har derfor at følge
instruktionen og klippede i den forbindelse rebet ud af toprebskarabinen.
Da han ifælge instruktionen derefter lænede sig tilbage for at
lade sig fire ned igen af sine kammerater, der var blevet sat
til at holde i /sikre rebet, faldt han 15 meter direkte til jorden,
da det sikkerhedsbærende reb jo var blevet klippet ud af topsirkringen
uden, at den ansvarlige arrangør havde opdaget det eller gjort
anmærkning derom.
Drengen landede på ryggen, og blev kortvarigt slået bevidstløs.
Den ansvarlige arrangør kom til.
Som noget af det første flyttede han på den tilskadekomne og rejste
ham op i et forsøg på at give ham luften igen !
Da eleven ikke kunne stå op, blev han imidlertid lagt ned igen.
Derefter blev eleven igen flyttet og lagt i en sovepose.
Den tilkaldte lærer vurderede, at det var bedst at få eleven på
skadestuen.
En ambulance og moderen blev tilkaldt med henblik på at få drengen
checket på skadestuen i Skive.
Da ambulancefolkene forstod, at drengen var faldet 15 meter, blev
han imidlertid straks fikseret på et stift rygbrædt med en halskrave,
og han blev derefter kørt på Viborg Sygehus, hvor han modtog traumebehndling
og i det hele taget blev grundigt undersøgt.
Her konstateredes en mindre skade på milten og skader på ryg-
og nakkehvirvler.
Eleven blev udskrevet efter fire dage med en specialproduceret
halskrave til rygsøjlefiksering, som han skulle bære døgnet rundt
i 6 uger, ligesom han i samme periode ikke måtte udsættes for
pludselige bevægelser mv.
Eventuelle langtidsskader var to måneder efter uheldet fortsat
ikke klarlagt.
På trods af uheldet fortsatte arrangøren i mellemtiden uden at
ændre noget i hverken opsætning eller tilrettelæggelse med at
gennemføre klatreaktiviteterne med de øvrige børn.
Den eneste, som uheldet tilsyneladende afstedkom, var, at Christian
Taftenberg "fastholder og pointerer" sin instruktion, som det fremgår af hans egen beskrivelse !
På intet tidspunkt orienterede han børnene om uheldets alvor,
ligesom han heller ikke forklarede de børn, som havde fået besked
om, at de skulle sikre den tilskadekomne, at det ikke var deres
fejl.
YDERLIGERE OPLYSNINGER OM UHELDET:
På baggrund af bl.a. arrangørens egen beskrivelse af 26. oktober
2003 kan følgende konstateres:
- Arrangøren havde opsat to forskellige topreb til toprebsbaseret
træklatring.
- Højden af de opsatte ruter var hhv. ca. 13 og 15 meter over
jorden.
- Arrangøren lod 2 elever klatre på samme tid i de 2 forskellige
toprebssystener.
- Arrangøren lod de to forskellige topreb sikre af 2 forskellige
grupper af børn.
- Arrangøren var alene med ca. 50 skolebørn, der skulle klatre
toprebsklatring to forskellige steder med forskellige reb på samme
tid.
- Arrangøren indrømmer, at han kun kunne holde øje med det ene
reb.
- Arrangøren erkender flere gange, at hans opmærksomhed også på
ulykkestidspunktet alene var på det ene reb og, at han derfor
ikke var lagde mærke til, hvad der foregik hverken i toppen af
træet ved det andet reb eller hos de børn, som han havde sat til
at sikre på jorden ved det andet reb.
- Arrangøren erkender således, at han ikke var opmærksom på hverken
det barn, der klatrede eller på dem, der sikrede, da han var optaget
af holde øje med det barn, der klatrede i det reb, som han selv
stod ved.
Da drengen på den anden rute klatrede og siden faldt, havde arrangøren
således heller ingen mulighed for at gribe ind, og han måtte derfor
også nøjes med at råbe, “Brems, brems, brems”, da barnet pludselig faldt 15 meter frit til jorden fra toppen
af træet.
- Arrangøren havde forud for gennemførelsen givet børnene instruktioner
om, at de skulle sikre hinanden.
- Arrangøren havde desuden givet børnene besked om, at de skulle
klippe et medbragt reb ind i en karabin, når de nåede toppen.
- Arrangøren var opmærksom på, at mange af børnene ikke havde
hørt eller forstået disse beskeder, og han har forklaret, at han
med irritation måtte gentage, at det var vigtigt, at børnene hørte
efter.
Arrangøren har endvidere forklaret, at han opfattede børnene som
urolige og uopmærksomme
- Arrangøren udrustede ikke børnene med klatrehjelme, hverken
før eller efter uehldet, hvor han fortsatte klatreaktiviteterne.
- Arrangørens første handling efter uheldet var at rejse det faldne
og tilskadekomne barn op og derefter flytte rundt på det.
Udover, at drengen var bevidstløs lige efter styrtet, og senere
optrådte forvirret øgedes risikoen for forværring af skaderne
på ryg- og nakkehvirvler dermed også væsentligt.
- Efter uheldet og efter, at den tilskadekomne var kørt på skadestuen
fortsatte arrangøren med at lade børnene klatre videre i de to
træer.
- På trods af, at arrangøren i sin egen beskrivelse af uheldet
få dage senere erkendte, at det var en fejl, at børnene ikke var
udstyret med hjelm, valgte han i situationen alligevel at lade
børnene fortsætte med at klatre uden hjelme.
- Tilsvarende gav uheldet tilsyneladende heller ikke arrangøren
anledning til at ændre rutiner eller f.eks. at “nedlægge” klatringen
i det ene reb, så han kunne koncentrere sig om sikringsarbejdet
og klatringen i det andet. Han indskærpede alene instruktionen
og konkluderede, at der med baggrund i det netop forekomne uheld
nu var mere lidt mere opmærksomhed ! "Grundet ulykken er eleverne da også mere lydhøre og opmærksomme.", som han skriver. !
- Arrangøren hævder i sin uheldsbeskrivelse flere gange, at han
følger gældende normer!
På trods af gentagne opfordringer hertil har Christian Taften
berg nægtet at forklare, hvilke normer, han tænker på.
- Tilsvarende har Christan Taftenberg på trods af gentagne opfordringer
nægtet at ville forklare, hvorfor eleverne skulle åbne en karabin
i toppen af træet i forbindelse med toprebsklatringen.
OPLYSNINGER OM SITUATIONEN OG DEN UDDANNELSE, SOM ARRANGØREN ER
ANSVARLIG FOR:
Overordnet er der yderligere et par oplysninger, der synes særdeles
væsentlige for at danne sig et samlet billede.
Udover at tilbyde klatrearrangementer gennem sit private firma,
Midtjysk Klatre- og Rapelleteam, så er
Christian Tafteberg også projektleder for en af danmarks 4 statsautoriserede og -støttede friluftsuddannnelser, nemlig
 Uddannelsen til friluftsvejleder på
- CVU Midt-Vest i Viborg, der afvikles sammen med
- Vesbæk Center for Friluftsuddannelse og
- Gymnastik- og Idrætshøjskolen ved Viborg på
- Viborg-Seminariet,
som det bl.a. fremgår af studieordningen for uddannelsen fra april
2003, som man kan se forsiden af her til højre for. ––––––>
Uddannelsen er omfattet af Undervisningsministeriets bekendtgørelse
nr. 330 af 2. juni 1998 om uddannelse af friluftsvejledere under
lov om åben uddannelse, jf. lov nr. 508 af 30. juni 1993.
Udover at være projektleder på uddannelsen på CVU Midt-Vest og
Viborg-Seminariet mv, så står han også for undervisningen i klatring,
der indgår som et af fagområderne på denne uddannelse.
Dermed er der en indlysende og overhængende risiko for, at studerende,
der måtte have fået undervisning i tilrettelægge klatreaktiviteter
for andre af Christian Taftenberg på denne uddannelse har lært
sikringsteknikker og metoder, som er direkte livsfarlige.
Dansk Vejlederkreds opfordrer på den baggrund de ansvarlige for
ovennævnte fire uddannelsesinstitutioner til snarest at tage deres
ansvar alvorligt og skrive til samtlige studerende, der måtte
have have eller have haft Christian Taftenberg som underviser
i klatring, og advare dem om, at det, de måtte have lært om sikkerhed
ved klatring, ikke kan bruges til at tage ansvaret for klatring
eller klatreaktiviteter for andre, da det risikerer at være livsfarligt.
|
VURDERING AF UHELDET OG DETS ÅRSAGER. -En punktvis gennemgang.:
Uheldet kan med baggrund i ovenstående give anledning til følgende
konklusioner, som bl.a. tager udgangspunktdet sikkerhedsniveau,
som anlægges i de professionelle normer for tilrettelæggelse af
klatreaktiviteter i træer, KAL© (Klatre-Aktivitets-Leder©- normerne) (Se bl.a. www.vejlederkreds.dk/kal):
1. At kunne gribe ind øjeblikkeligt...
En arrangør eller leder af klatreaktiviteter bør altid befinde
sig maksimalt indenfor en arms rækkevidde fra det sted, hvor rebet
sikres, så den ansvarlige altid kan gribe ind øjeblikkeligt.
Det var ikke tilfældet ved dette uheld.
Den ansvarlige skriver således selv: "...omstændighederne var således at min chance for at kunne gribe
ind ikke var gunstige."
Dansk Vejlederkreds finder det uforsvarligt, at den ansvarlige
arrangør, Christian Taftenberg, ikke har sørget for til enhver
tid at kunne gribe ind.
2. At kunne holde øje med alt, hvad der har sikkerhedsmæssig betydning...
En arrangør eller leder af klatreaktiviteter bør altid befinde
sig sådan, at han kan holde nøje øje med, hvad deltagerne foretager
sig undervejs. Det var tydeligvis ikke tilfældet ved det aktuelle
uheld.
Som Christian Taftenberg skriver: "Jeg er ikke opmærksom på Simon" (Eleven, der faldt ned).
Og videre "Jeg ved at han er på vej, men er ikke klar over at han sidder
og arbejder med sit reb.
Jeg har fokus på de anden klatrer og de folk som bevæger sig på
bunden."
Og ydermere; "Jeg opfanger ingen signaler om at noget er forkert og derfor er
min opmærksomhed på de som lige er startet på den lette rute."
Dansk Vejlederkreds finder det uforsvarligt, at den "ansvarlige"
arrangør, Christian Taftenberg, ikke har sørget for at følge med
i, hvad den klatrende elev foretog sig undervejs og i toppen,
særligt, når arrangøren tilsyneladende forventede, at deltageren
skulle stå alene i toppen af træet og lukke sikkerhedsbærende
karabiner op.
3. At lade deltagerne sikre hinanden...
Sikkerheden må aldrig gøres afhængig alene af ukyndige deltagere.
Særligt forekommer det uheldigt, at sådanne efterfølgende kan
føle skyldfølelse, da de ikke kan forventes at forstå, at det
ikke er deres skyld, at det gik galt.
Hvis man bruger deltagere til at sikre hinanden, bør der altid
være en ansvarlig og autoriseret aktivitetetsleder indenfor en
arms rækkevidde af sikringsrebet, så der dels kan gribes ind øjeblikkeligt
og dels kan holdes øje med, hvad deltagerne foretager sig.
Dette gælder både den, der klatrer og de, som man evt. har valgt
at sætte til at sikre.
I det aktuelle tilfælde holdt Christian Taftenberg hverken øje
med det barn, der klatrede, eller de børn, han havde sat til sikre
(holde i og bremse det klatrende barns reb).
Som han skriver: "Jeg har fokus på de anden klatrer og de folk som bevæger sig på
bunden."
Altså ikke på det barn som klatrede og styrtede eller de børn,
der skulle sikre dette barn.
Christian Taftenberg kalder det ydermere standard praksis, at
"Den enkelte elev har et reb med op som han/hun skal klikke i en
tom carabin for at have en bane til den næste deltager."
("Dette er standart procedure."), som han skriver i redegørelsen til moderen.
Vi anser dette for at være en usaglig og usammenhængende løgn.
Der er ingen ansvarlig standardprocedure noget sted, der vil tillade
ukyndige førstegansklatrere under toprebsklatring at åbne sikkerhedsbærende
karabiner i toppen af ruten.
Særligt ikke uden, at der dels er en overvågning heraf og dels
en kontrol af, at deltageren gør det rigtige.
På trods af opfordringer hertil, har Christian Taftenberg nægtet
at oplyse, hvilken "standart procedure", han refererer til.*
Dette er særligt bekymrende i kraft af, at Christian Taftenberg
står som underviser og ansvarlig for klatreudnervisning på en af de fire statsbetalte friluftsuddannelser, hvor bl.a. træklatring
indgår som en del af uddannelsen.
Dansk Vejlederkreds finder det uforsvarligt, at den "ansvarlige"
arrangør, Christian Taftenberg, uden overvågning eller mulighed
for at gribe ind, har overladt sikringsarbejdet af og sikkerheden
for klatrende børn til børnenes kammerater, der, efter det oplyste,
ingen tidligere erfaringer havde med at sikre overhovedet, ligesom
vi finder det groft uforsvarligt at lade ukyndige skulle åbne
sikkerhedsbærende karabiner i toppen af træet i forbindelse med
toprebsklatring, når der ikke er nogen overvågning eller kontrol
deraf.
Allermest bekymrende forekommer det imidlertid, at Christian Taftenberg
på den baggrund står som ansvarlig for uddannelse af kommende
ledere af klatreaktiviteter på en af de fire statsbetalte friluftsuddannelse
og, at han i forbindelse giver udtryk for, at den beskrevne praksis
er "standart procedure." og "...opbindingen følger den norm som er anerkendt i den verden jeg
arbejder indenfor".
4. Ansvaret for et uheld ved en kommerciel klatreaktivitetet er
aldrig deltagernes...
Det bør aldrig kunne forekomme, at ukyndige deltagere -i særdeleshed
børn- kan blive i tvivl om, hvorvidt det er deres ansvar eller
skyld, at en kammerat falder ned eller kommer til skade.
Ved at lægge op til, at børnene skal fortsætte med at klatre lige
efter uheldet uden at ændre noget i opsætningen og uden at debriefe
børnene overhovedet, opstår der overhængende risiko for, at i
hvert fald de børn, som havde fået besked om at sikre den elev,
der styrtede ned og blev hentet i ambulance, står tilbage med
en stor og ubehandlet skyldfølelse.
Christian Taftenberg lægger derudover både i forbindelse med uheldet
og senere en væsentlig del af ansvaret og dermed skylden for uheldet
på børnene.
Selv om Chistian Taftenberg et enkelt sted i sin skriftlige redegørelse
vedgår sig ansvaret for uheldet, så lægger han i realiteten hovedansvaret
fra sig og over på de deltagende børn ved i tekst og med illustration
at forklare og analysere både sikringsopgaverne, situationen og
uheldet ved hjælp af en såkaldt "opmærksomhedstrekant", hvor
- det klatrende barn bærer en tredjedel af ansvaret for sikkerheden
og dermed skylden for uheldet,
- de sikrende børn, der er blevet sat til at holde i sikringsrebet
til den, der klatrer, bærer en tredjedel af ansvaret for sikkerheden
og dermed skylden for uheldet, mens
- arrangøren, Christian Taftenberg, iflg. ham selv, kun selv bærer
en tredjedel af ansvaret og dermed skylden for uheldet.
Som han skriver i sin redegørelse om hans såkaldte "opmærksomhedstrekant":
"Klatreren skal være opmærksom på sikringen og instruktøren,
sikringen skal være opmærksom på klatreren og instruktøren,
instruktøren skal være opmærksom på sikringen og klatreren. ..." (Her er det værd at være opmærksom på, at Christian Taftenberg
kalder de to børn, som han har sat til at betjene sikringsrebet,
for "sikringen".)
Således lægger Christian Taftenberg i realiteten størstedelen
af ansvaret for ulykken over på børnene.
Som han præciserer det:
"Hvis Èn af disse opmærksomhedspile mangler er der risiko for en
ulykke."
Altså skulle børnene iflg. Christian Taftenberg blot have fulgt
bedre med i instruktionen og været mere opmærksomme i selve situationen.
Og det er iflg, Christian Taftenberg netop det, der er den egentlige
årsag til det aktuelle uheld.
At børnene skulle hare svigtet deres del af ansvaret for den sikkerhedsmæssige
håndtering af situationen.!
Således understreger Christian Taftenberg i sin analyse af årsagerne
til uheldet, at det ikke er instruktionen, der har været utilstrækkelig
eller uhensigtsmæssig.
- a. - "Instruktionen har ikke været forkert, eftersom Simon gjorde noget
han ikke har fået besked på at han skulle."
- b. - "Klatreren (den dreng, der faldt ned) skal være opmærksom på sikringen (de to elever, der står og sikrer)"
- c. - "Simon (den dreng, der faldt ned) er ikke opmærksom på om sikringen har strammet rebet op som han
skal. "
- d. - "...Han (Simon) er derfor heller ikke opmærksom på at jeg skal give ham lov til
at slippe træet..."
- e. - "Sikringen (De børn, der er blevet sat til at holde i / betjene sikringsrebet) er ikke opmærksom på Simon..."
- f. - "De (De børn, der er blevet sat til at holde i/betjene sikringsrebet) er heller ikke opmærksomme på mig, fortæller ikke at Simon har
nået toppen og at han er klar til at blive firet ned."
- g. - "Hvis Simon havde været mere agtpågivende ville han ikke have lænet
sig ud i luften..."
- h. - "Sikringen (De børn, der er blevet sat til at holde i/betjene sikringsrebet) ved at de skal stramme ekstra op når klatreren skal sænkes. Det
har de ikke gjort, for ellers ville de have opdaget at rebet var
slapt og ville have henvendt sig til mig."
Det er altså i realiteten tale om en væsentlig ansvarsfraskrivelse
og ikke mindst en afgørende ansvarsoverførelse til de øvrige børn,
som iflg. Christian Taftenberg bærer hovedårsagen til og ansvaret
for uheldet, fordi børnene ikke har gjort, det, som Taftenberg
mente, at de skulle, ikke har kaldt på Taftenberg på rette tidspunkt,
ikke har været tilstrækkeligt opmærksomme under Taftenbergs "instruktion"
eller simpelt hen ikke har forstået Taftenbergs "instruktion".
Intet af det er tilsyneladende, iflg Taftenberg, Taftenbregs fejl!
"Instruktionen har ikke været forkert, eftersom Simon gjorde noget
han ikke har fået besked på at han skulle."
At han også i situationen lader til at mene, at uheldet skyldtes
børnene understreges af, at det eneste han lavede om, inden han
lod børnene klatre videre straks efter uheldet, var at indskærpe
sin instruktion til børnene igen.
Som han skriver;
"Ambulancen og Simons mor kommer og de kører væk. Vi fortsætter
herefter klatringen, dog ændrer jeg i proceduren ved at jeg forklarer
hvad som gik galt og fastholder og pointerer tydeligere min instruktion"
Opsætning og instruktion fastholdes altså.
Derefter konstaterer han da også, at
"Grundet ulykken er eleverne da også mere lydhøre og opmærksomme."
Dansk Vejlederkreds finder, at Christian Taftenbergs ansvarsforflygtigelse
og ikke mindst overflytning af ansvaret både til det tilskadekomne
barn og til de øvrige børn er yderst kritisabel.
Vi finder, at ansvaret for en kommercielt gennemført klatreaktivitet
som denne alene kan påhvile arrangøren selv.
Vi finder derfor ideen om en "opmærksomhedstrekant", der reelt
placerer hovedparten af ansvaret hos andre end arrangøren selv,
er både moralsk, juridisk, og ikke mindst psykologisk dybt uansvarlig.
Vi mener entydigt og udelukkende, at ansvaret for sikkerheden
ved gennemførelse af en klatreaktivitet med børn, der ikke kan
forventes at have klatret før, kan placeres hos arrangøren.
5. Man kan ikke tage ansvaret for klatring med reb, som er ude
af syne eller ude af rækkevidde...
Ved gennemførelse af klatreaktiviteter med børn, der sandsynligvis
aldrig har prøvet at klatre før og, som man til og med opfatter
som urolige og uopmærksomme ("...jeg finder gruppen ukoncentrerede..." og "Jeg bliver lettere irriteret og pointerer overfor gruppen at de
skal høre ordentligt efter..."), må det anses for uansvarligt ikke at have mindst en uddannet
og autoriseret klatreaktivitetsleder ved hvert klatrested, så
der både er indsigt i og fuld opmærksomhed på, om sikringsarbejdet
udføres korrekt, og så der ydermere er mulighed for at gribe ind
øjeblikkeligt.
I den aktuelle sag erkender den ansvarlige arrangør, Christian
Taftenberg da også, at “...omstændighederne var således at min chance for at kunne gribe
ind ikke var gunstige.”
Christian Taftenberg undlader imidlertid behændigt at forholde
sig til, at han er eneansvarlig for disse omstændigheder.
På trods af, at han havde bragt sig i en situation, hvor han ikke
kunne gribe ind, så lader han alligevel ikke til at mene, at det
bør give anledning til ændringer i hans tilrettelægning, hverken
på sigt eller i den konkrete situation, hvor han straks efter
uheldet fortsætter med at lade de øvrige børn klatre videre på
samme måde lige efter, at den tilskadekomne er kørt på sygehuset.
Den ansvarlige arrangør overvejer i sin efterfølgende beskrivelse
af uheldet muligheden af at følge normerne om, at der til alle
tider skal være en aktivitetetsleder indenfor en arms rækkevidde,
men han når i strid med normerne frem til, at han mener, at det
ligefrem er forkert at gøre sådan.
Som han skriver: ”Jeg kan vælge at sige at jeg kun kan styre én bane ad gangen,
men også dette mener jeg er forkert”.!
Dansk Vejlederkreds finder det stærkt kritisabelt, at Christian
Taftenberg i strid med gældende normer og ikke mindst i strid
med de bevislige forhold bag dette uheld mener, at han kan holde
øje med reb og klatring, som både er ude af hans syns- og rækkevidde.
Tilsvarende finder vi det kritisabelt, at Christian Taftenberg
i den situation ikke har haft en autoriseret Klatre-Aktivitets-Leder
eller autoriseret klatreinstruktør indenfor en arms rækkevidde
af hvert klatrereb klar til at gribe ind.
6. Grænser for hvor højt, man kan tilrettelægge forsvarlige klatreaktiviteter...
Højden, som der arrangeres klatreaktiviteter i, bør aldrig være
større end, at der kan praktiseres forsvarlig kommunikation, dvs.,
at der både skal kunne samtales og, at der skal være fuldstændige
oversigtsmuligheder under hele klatreforløbet, hvilket i træer
med blade eller grene i praksis vil sige max. 7-8 meters højde
over jorden ved en klatreaktivitet, der gennemføres med indirekte
topreb, sikret fra jorden.
Medvirkende til denne grænse for klatring på indirekte topreb
er også dels, at den ansvarlige arrangør til enhver tid skal have
fuld oversigt over, hvad der foregår oppe i træet og dels, at
klatrereb er elastiske, hvilket medfører risiko for, at virkningen
af eventuelt slæk på rebet fra sikringsfolkenes side forstærkes
pga rebets dynamik, så den klatrende risikerer at falde længere.
Dansk Vejlederkreds finder højden, som der klatredes i, uansvarlgt
høj i forhold til både kravet om at kunne praktisere forsvarlig
kommunikation og behovet for overblik over, hvad der foregår i
toppen af træet.
Dette gælder særligt, når man i et tilfælde som dette giver deltagerne
særlige instruktioner mht. at åbne karabiner i toppen af træet.
7. Man kan ikke lade ukyndige udføre sikkerhedshandlinger på egen
hånd i toppen af et træ...
Ved gennemførelse af toprebsbaserede klatreaktiviteter med ukyndige,
i særdelehed børn, er det både meningsløst, sikkerhedsmæssigt
unødvendigt og uansvarligt at lade sikkerheden være afhængig af,
at børnene skal åbne og ikke mindst huske at låse en karabin i
toppen af ruten.
Dette gælder særligt, når det for de flestes vedkommende er første
gang, at de prøver at klatre.
Det forekommer at være et eklatant eksempel på manglende dømmekraft,
at tro, at børn kan skelne mellem sikkerhedsbærende og ikke sikkerhedsbærende
karabiner, når de for første gang står i toppen af et træ, hvor
de i denne situation oven i købet står alene.
Tilsvarende er det direkte uansvarligt at, der i givet fald ikke
foregår nogen kontrol af, om den karabin, som deltagerne forventes
at lægge rebet i, også bliver lukket og ikke mindst låst ordentligt,
da det jo er den karabin, som den efterfølgende deltager forventes
at være sikret i.
Måske var det netop det, der var årsagen til, at drengen faldt
ned.
- Måske havde den forrige deltager ikke lukket eller låst karabinen
ordentligt...?
- Måske var der slet ikke tale om en låsekarabin, og rebet kan
derfor også have klippet sig selv ud?
Desværre har Christian Taftenberg nægtet at være med til at kaste
lys over disse spørgsmål, ligesom han heller ikke har villet forklare,
hvorfor børnene overhovedet skulle stå i toppen af træet og åbne
karabiner.
Uanset, så giver det ingen mening at skulle indklippe et ekstra
reb i forbindelse med klatring på indirekte topreb.
Arrangøren argumenterer i sin skriftlige forklaring for dette
med, at han ønsker et reb lagt klar til den næste, når den klatrende
er kommet ned igen. Dette kan imidlertid let sikres ved i stedet
at benytte et såkaldt halereb, som ikke kræver, at deltagerne
skal stå i toppen af træet og lukke karabiner op.
Dansk Vejlederkreds finder det stærkt kritisabelt at lægge op
til at lade børn stå alene i toppen af et træ og åbne sikkerhedsbærnede
karabiner i forbindelse med indirekte toprebsklatring for nybegyndere.
Dette gælder særligt, når man end ikke dels overvåger og dels
kontrollerer, at dette foregår korrekt.
8. Sikkerhedsinstruktioner skal ikke bare lires af. Det skal SIKRES,
at der er forståede...
Sikkerhedsinstruktioner bør gives på en måde, så det sikres og
kontrolleres, at alle har forstået dem.
I KAL©-normerne for træklatring kaldes dette at kunne give "instruktion i deltagerudført sikring",
og evnen til at kunne give en sådan instruktion kontrolleres grundigt
ved en KAL©-prøve.
Uanset, så bør klatreaktiviteter under alle omsændigheder altid
tilrettelægges på en måde, så fejl eller uopmærksomhed fra deltagernes
side eller manglende forståelse af de givne instruktioner ikke
kan få fatale følger, hvilket bl.a. kan sikres ved, at der står
en ansvarlig og autoriseret aktivitetsleder ved hvert klatrested.
Tilsyneladende er der ikke foregået nogen kontrol af, om hvert
af børnene har forstået den instruktion, der er givet.
Tilsvarende bekræfter Christian Taftenberg selv, at deltagerne
dels ikke har forstået hans instruktioner og dels, at han var
klar over dette.
"Jeg oplever holdet som værende meget uroligt og ukoncentrerede,
jeg fortsætter dog eftersom jeg ikke finder dette specielt usædvanligt
i forhold til normen."
Og videre:
"…n af de første elever på den lette rute har tydeligvis ikke modtaget
denne instruktion ordentligt, da denne sætter det blå reb forkert
i ankerpunktet. Jeg bliver lettere irriteret og pointerer overfor
gruppen at de skal høre ordentligt efter. Jeg gentager min forklaring
fra før, dog uden at vise det igen."
Og ydermere:
"På et tidspunkt kommer en af de andre lærere (Finn) forbi og vi
taler kort sammen. Jeg nævner overfor ham at jeg finder gruppen
ukoncentrerede."
På trods af alle disse advarsler, så fortsatte Christian Taftenberg
med at lade børnene klatre uden overvågning. Han holdt ikke øje
med, at de gjorde det, han instruerede dem i, når de nåede toppen
af træet. Han holder heller ikke øje med, om de børn, som han
satte til at sikre, gjorde det, de skulle.
Dansk Vejlederkreds finder det yderst kritisabelt, at instruktionen
af deltagerne ikke har været af en karakter, så den uden for enhver
rimelig tvivl efterlod hver eneste deltager med et klart billede
af, hvad vedkommende forventedes at gøre.
Altså det, der i KAL©normerne i træklatring kaldes "instruktion i deltagerudført sikring".
Det forekommer endnu mere kritisabelt, at Christian Taftenberg
ikke tog konsekvensen af, at han allerede vidste og erkendte,
at børnene var uopmærksomme og derfor øjeblikkeligt droppede ethvert
krav om, at børnene skulle stå i toppen af træet og åbne karabiner
og desuden enten selv overtog alt sikringsarbejde eller helt stoppede
klatreaktiviteterne.
9. Hjelm...
Ved klatreaktiviteter af denne art bør der benyttes hjelm.
Ikke mindst de børn, som står og sikrer ved foden af træet, er
udsat for at få ting i hovedet for slet ikke at tale om risikoen
for, at de bliver skadede, hvis noget eller nogen skulle falde
ned.
Særligt uansvarligt forekommer det, at arrangøren på den ene side
i sin beskrivelse af ulykken erkender, at det er en fejl ikke
at lade børnene klatre med hjelm ("Jeg vil (fremover) benytte mig af hjelm.")
og på den anden side lader børnene fortsætte uden hjelm også efter,
at uheldet er sket.
At det langt fra er usædvanligt for Christian Taftenberg at undervise
i klatring uden at bruge hjelm, fremgår tydeligt af hjemmesiden for en af de studerende, som Christian Taftenberg
har undervist i klatring på friluftsuddannelsen på CVU Midt-Vest
og Viborg-Seminariet, nemlig Lars Andersen og hans firma, Raadal Friluftsliv.
Iflg. den pågældende selv viser billedet undervisning i klatring
i på uddannelsen i Norge, forestået af Christian Taftenberg.
Der er oven i købet tale om klippeklatring.
Dansk Vejlederkreds finder, at det er yderst kritisabelt, at instruktøren
i forbindelse med en klatreaktivitet for børn afviger en sikkerhedspraksis,
som iflg. ham selv er standard sikkerhedspraksis ("Dette er standart procedure. Der klatres dog uden hjelm.")
Vi finder i den forbindelse, at det er en skærpende omstændighed,
at han også lader børnene klatre videre efter uheldet uden, at
det lader til at giver ham anledning til enten at udstyre børnene
med hjelm eller helt at stoppe klatreaktiviteterne.
10. Førstehjælp ved faldskader...
Ved voldsomme faldskader, særligt hvor faldet sker direkte på
ryggen, som der er tale om i dette tilfælde, bør den faldne ikke
flyttes, medmindre det vurderes direkte livsfarligt at lade ham
ligge, f.eks. hvis han er landet i vand.
Risikoen for yderligere skader på ryghvirvlerne øges voldsomt
og helt unødigt.
Dansk Vejlederkreds finder den førstehjælpsmæssige håndtering
af uheldet kritisabel.
Særligt den megen flytten rundt på en person, som er faldet direkte
på ryggen forekommer helt uansvarlig, da den risikerer at føre
til varig lammelse og dermed invaliditet hos skadelidte.
Christian Taftenbergs førstehjælpsmæssige håndtering af uheldet
rejser afgørende spørgsmål ved, om hans førstehjælpsmæssige baggrund
er i orden
11. Debriefing samt efter- og krisebehandling efter uheld...
Hvis der skulle ske et uheld forekommer det under alle omstændigheder
forkert og uansvarligt at lade de øvrige deltagere fortsætte med
at klatre efter, at den tilskadekomne er kørt på skadestuen.
- Dels så bør uheldet medføre dramatiske ændringer i de praktiske
og sikkerhedsmæssige omstændigheder, der førte til uheldet.
Dette kræver en grundig evaluering samt en gennemgang og analyse
af omstændighederne, hvilket næppe kan foregå på en saglig måde
i situationen.
- Dels så kræver en så traumatisk oplevelse efterbehandling med
alle berørte deltagere, evt. med psykolog.
Dette gælder særligt i et tilfælde som dette, hvor kammeraterne
er blevet sat til at sikre den tilskadekomne, og der derfor meget
let kan forekomme ansvars- og skyldfølelse for uheldet hos kammeraterne.
Dette understreges af, at Christian Taftenberg om selve faldsituationen
skriver "Jeg råber "brems brems brems!" til sikringsmanden (de er stadig
to)".
De sikrende børn og deres kammerater kan derfor næppe tro andet
end, at det er deres fejl, at Simon faldt ned.
Det forekommer i den sammenhæng direkte uansvarligt, at instruktøren
fortsætter, idet han dog “fastholder og tydeliggør” sin instruktion.
De grundlæggende forhold, der førte til uheldet, ændres altså
ikke. Arrangøren “fastholder” dem.
Dermed riskerer børnene let at blive ladt tilbage med det indtryk,
at det er deres skyld, at uheldet skete.
Ydermere bekræftes børnene i dette indtryk via instruktørens indskærpen
af, at de altså skal følge de givne instruktioner og af, at det
er deres uopmærksomhed og manglende agtpågivenhed, der er årsagen
til uheldet. Altså at det i virkeligheden skulle være deres skyld.
Som han skriver: “Grundet ulykken er eleverne da også mere lydhøre og opmærksomme.”
Vi mener, at det i tilfæde af et uheld er arrangørens opgave at
sørge for en øjeblikkelig debriefing af de øvrige deltagere, så
får en klar forståelse af, uheldet ikke var deres skyld.
I et lidt længere perspektiv mener vi også, at det påhviler arrangøren
at sørge for yderligere efterbehandling, både med de øvrige deltagere
og ikke mindst det tilskadekomne barn, så alle entydigt forstår,
at det er arrangøren, der påtager sig det fulde ansvar.
Ud fra de foreliggende oplysningner svigter instruktøren helt
på disse punkter.
12. Professionel håndtering af informationer til berørte parter...
Tilsvarende mener vi, at uheld af denne alvorlighed kræver en
professionel håndtering over for de øvrige børns forældre og myndighedsindehavere.
Hertil hører bl.a. en grundig orientering, eventuelt ved et møde,
hvor konsekvenserne af uheldet for fremtidige arrangementer af
den art klarlægges eller ved en skriftlig orientering om, hvad
der er sket.
Dansk Vejlederkreds finder, at Christian Taftenberg har svigtet
afgørende på dette punkt og efter ladt de øvrige børn med ubehandlet
skyldfølelese.
Tilsvarende finder vi det under al kritik, at Christian Taftenberg
skriftlige beretning efterfølgende på en række områder forsøger
at flytte hovedansvaret for uheldet over på både den tilskadekomne
og på de andre børn.
Yderligere finder vi, at skolen også har svigtet ved ikke i det
mindste at forlange klatreaktiviteterne standset helt, efter,
at uheldet var sket.
13. De ansvarlige må kræve autorisation for træklatring ved et
træklatrearrangement...
Det er uro- og tankevækkende, at hverken forældre, forædrebetyrelse,
skolebestyrelse, skolens daglige ledelse, kommunen eller lærerforeningen
tilsyneladende har stillet krav om, at der skulle benyttes autoriserede
ledere eller instruktører til at stå for sikkerheden ved et træklatrearrangement
af denne art.
Dette gælder særligt, når man ved, at der findes autorisationer for træklatreaktiviteter af netop denne art.
Christian Taftenberg har heller ikke selv været uvidende herom.
Dels indrømmede han i telefonsamtale at kende til denne autorisation,
dels anvendes den på den statsstøttede søsteruddannelse, CVU-Vest,
både som et indlysende krav til underviserne og som et beståelseskriterie
til de studerende. man kan se mere om denne uddannelse og deres brug af autorisationer her.
Dansk Vejlederkreds finder det yderst bekymrende, at man ikke
fra de ansvarliges side stiller krav om autorisationer til de,
som man sætter til at tage ansvaret for liv og førlighed hos andres
børn i forbindelse med noget så oplagt farligt som klatreaktiviteter.
Har buschaufføren, som kører børnene ud til klatreaktiviteten
ikke erhvervskørekort?
Hvorfor har man ikke krævet autorisation af Christian Taftenberg?
14. Den ansvarlige lærer fra skolen er eleverne "advokat", og
bør sige stop, hvis der er tydelige sikkerhedproblemer...
Der er også grund til at være opmærksomme på skolens læreres rolle.
Heller ikke den tilstedeværende lærer stoppede aktiviteterne efter
uheldet, ligesom han efter det oplyste ikke diskuterede situationen
med børnene, for at forhindre, at de skulle stå tilbage med en
ubehandlet skyldfølelse over uheldet.
Dansk Vejlederkreds er kritisk overfor læreren, der i situationen
burde optræde som børnenes advokat.
Vi mener, at han øjeblikkeligt burde have forlangt klatreaktiviteterne
strandsede, da uheldet skete.
Vi mener ydermere, at han burde have sørget for en professionel
efterbehandling af f.eks. skyldspørgsmålet.
15. Falske normer og yderlige problemer, når selvudnævnte og dokumenteret
farlige "klatreinstruktører" forsøger at uddanne nye ledere og
instruktører indenfor klatring.
Christian Taftenberg refererer flere steder til en norm, "som er anerkendt i den verden jeg arbejder indenfor."
Intetsteds præciserer han imidlertid, hvilken norm, der skulle
være tale om eller, hvilken verden, som han "arbejder indenfor".
Vi har imidlertid kunnet få bekræftet oplysninger om, at arrangøren
arbejder som projektleder på den statsstøttede
Uddannelse til Friluftsvejleder på
- CVU Midt-Vest i Viborg, der afvikles sammen med
- Vesbæk Center for Friluftsuddannelse,
- Gymnastik- og Idrætshøjskolen ved Viborg og
- Viborg-Seminariet,
hvor han bl.a. er ansvarlig for undervisningen i klatring og i,
hvordan man tilrettelægger klatreaktiviteter.
Dermed er der en indlysende og overhængende risiko for, at studerende,
der måtte have fået undervisning af Christian Taftenberg har lært
sikringsteknikker og metoder, som er direkte livsfarlige.
Det må nødvendigvis give anledning til uro på uddannelsens, på
de studerendes vegne og ikke mindst på kommende kunders og kursister
vegne.
Nå arrangøren henfører til, at han har forsøgt at følge en norm,
som er anerkendt i den verden, så er det dels foruroligende, at
han nægter at oplyse, hvilken norm, der skulle være tale om, og
dels er det foruroligende, at der tilsyneladende slet ikke findes
nogen norm i virkelighedens verden.
Særligt foruroligende forekommer det imidlertid, at Christian
Taftenberg tilsyneladende har uddannet et større antal mennesker
til selv at afvikle klatreaktiviteter på dette ikke eksisterende
og tilsyneladende livsfarlige grundlag.
Hvordan kan deltagerne på denne uddannelse og omverdenen være
sikre på, at det, som deltagerne lærer om klatring og klatreaktiviteter
på den uddannelse, er forsvarligt eller dækkende for gældende
sikkerhedsstandarder på området?
Det forekommer yderst uheldigt og direkte uansvarligt, at deltagerne
på en statsfinancieret friluftsuddannelse undervises og eksamineres
i et så farligt område som klatring på et fuldstændigt uigennemskueligt
grundlag og uden et klart og offentligt tilgængeligt pensum af
en person, som hverken har sikkerhedsgodkendelse eller autorisation
selv.
De statsstøttede friluftsuddannelser risikerer på den måde at
fungere som klækkerier for livsfarlige “statsgodkendte” friluftsinstruktører.
KONKLUSION PÅ DE 15 PUNKTER:
Ovennævnte punkter er blandt de ting, som det sikres, at en autoriseret
Klatre-Aktivitets-Leder© i træklatring mestrer for, at han kan blive autoriseret.
Det kan derfor konkluderes, at uheldet med overvejende sandsynlighed
kunne være undgået, hvis disse gældende normer havde været fulgt
eller, hvis man havde benyttet autoriserede folk til opgaven.
Den ansvarlige arrangør anerkender selv værdien af normer:
“Selve opbindingen følger den norm som er anerkendt i den verden
jeg arbejder indenfor...”
og videre:
“Jeg mener at jeg har den erfaring og den viden som er tilgængelig
for at kunne virke.”
Endelig skriver han:
“Jeg mener selv at have fuldt gældende normer inden for området,
og må konstatere at denne norm ikke er god nok.”
Den ansvarlige arrangør, Christian Taftenberg refererer således
gentagne gange til anerkendte og gældende normer.
Han undlader imidlertid behændigt helt og aldeles at præcisere,
hvad det skulle være for normer, som han referer til.
Han har således tilsyneladende alene sin egen vurdering af, at
han kan kan fungere ansvarligt mht. tilrettelæggelse af klatreaktiviteter
i træer.
At han oven i købet ikke mener, at denne norm er god nok, understreger
kun behovet for at få fastslået, hvilke normer arrangøren refererer
til og ikke mindst for i stedet at følge anerkendte, sikre og
offentligt tilgængelige normer.
Det forhold, at den ansvarlige arrangør udover at have sit eget
rapellefirma til daglig også er projektleder på en statsstøttet
såkaldt friluftsvejlederuddannelse, hvor han desuden underivser
i, hvordan man tilrettelægger træklatring må forurolige.
Den ansvarlige arrangør mener, at han har fulgt "den norm som er anerkendt i den verden jeg arbejder indenfor".
Der er derfor al mulig grund til at se nærmere på både denne norm
og klatreuddannelsen i den verden og sørge for at bringe dem i
overensstemmelse med normerne i den øvrige del af klatreverdenen,
hvilket selvfølgelig bedst gøres ved at sikre, at de ansvarlige
har autorisation på området.
Det forekommer direkte foruroligende, at den aktuelle arrangør
er projektansvarlig på en statsfinancieret friluftsuddannelse,
hvor han oven i købet underviser i at tilrettelægge klatrektiviteter
i træer.
Særligt, når det aktuelle uheld iflg. arrangøren bygger på normer,
som tilsyneladende bruges på denne uddannelse.
Den må igen konkluderes, at det er overordentligt problematisk,
at nøjes med sin egen vurdering af, om man kan fungere sikkerhedsmæssigt
tilfredsstillende i forbindelse med tilrettelæggelse af klatreaktiviteter.
Indtil det klargøres, hvad det er for en norm, som den aktuelle
arrangør referer til, at han fulgte, må det således anbefales
kun at benytte autoriserede Klatre-Aktivitets-Ledere© i forbindelse med tilrettelæggelse af klatreaktiviteter i træer,
da det os bekendt er den eneste norm elle standard med åbent pensum
og objektive beståelseskriterier indenfor træklatring i Danmark
i dag.
Lars Andersen.
At det ikke blot er et paranoidt skrækbillede, synes bl.a. at
fremgå af, at en af de folk, der netop har afsluttet uddannelsen
på CVU Midt-Vest, Lars Andersen har lavet eget firma, Rådal Friluftsliv, hvorom det på firmaets hjemmeside bl.a. fremgår, at:
 “Jeg instruerer i havkajak, klatring, overlevelsesture og fjeldvandring.”
Endvidere indeholder forsiden billedet her ved siden af, som stammer
fra uddannelsen, hvor man iflg. Lars Andersen var i Norge for
at klatre klipper med Christian Taftenberg som “instruktør”!
Iflg. Lars Andersen den eneste undervisning, han har modtaget
i klippeklatring!
Som det bl.a. kan ses, så foregik også klippeklatringen uden hjelm,
ligesom tilfældet var ved Christian Taftenbergs uheld med skoledrengen
fra Spøttrup...!
Læs iøvrigt mere om Lars Andersens forsøg på at starte en forening for friluftsvejledere
og om hans indstilling til henvendelser herom.
Erik Øster Jensen.
Endnu værre synes det at være, at også de studerende, som end
ikke er færdige med uddannelsen til friluftsvejleder på CVU Midt-Vest,
også mener, at de er klar og allerede har startet firmaer, hvor
de f.eks. tilbyder kurser i abseil (rapelling) og klatring, inden
uddannelsen er afsluttet, og inden de har været oppe til klatring.
Studerende på CVU Midt-Vest, Erik Øster Jensen, bekræfter således
den 4. februar 2004 på Dansk Bjergklubs debatside, at han er studerende
på CVU Midt-Vest med Christian Taftenberg som underviser i klatring.
Som han skriver:
"Det der står med at jeg tilbuder klatring, er også korrekt, der
skal i den forbindelse dog siges at jeg ikke har fået henvendelser
på klatring endnu, og at jeg ikke vil afholde klatrekurser før
jeg har været til eksamen i klatring. Men eftersom der kun er
2 måneder til at jeg er færdig der, mener jeg ikke der er noget
galt i at reklamere for det."
Og videre:
"Min uddannelse på CVU midtvest, indeholder bl.a. Klatring, hvor
man bliver uddannet instruktør."
Erik Øster Jensens firma hedder: Friluftstur.dk, hvor han bl.a. tilbyder kurser i f.eks. træklatring og rapelling
mv.
Billedet nedenfor er fra forsiden på hans hjemmeside, den 3. marts
2004:
og nedenstående side får man, hvis man klikker videre på klatring:
Supplerende kan det oplyses, at Erik Øster Jensen end ikke kender
de normer eller de eksamenskrav, som han efter eget udsagn skal
eksamineres efter 2 månedes senere. Som han skriver, den 5. marts,
2004:
Som han den 5. marts 2004 svarer han samme sted på forspørgsel
fra Nis Blaxekjær:
"Nis nu spørger du om normer
Jeg må sige at jeg ikke på stående fod kender vores eksamensnormer,
men jeg skal da med glæde finde ud af dem for dig.
Men jeg kan faktisk ikke se relevansen i det, da jeg mener det
vigtigste her at få opbygget nogle helt nye normer, som alle kan
tilslutte sig."
Et særdeles interessant synspunkt, idet han kun et par dage forinden
har forklaret, hvorledes Erik Øster Jensen kun to måneder senere
ville blive "uddannet instruktør" i klatring og, at han i den forbindelse skulle op til eksamen.
Umiddelbart kan det godt forekomme vanskeligt at forstå, hvordan
man kan blive uddannet klatreinstruktør på en statsbetalt uddannelsen
ved at gå op til en eksamen, hvor man end ikke kender pensum eller
beståelseskriterier.
SAMMENFATNING.
Man må håbe, at den nævnte ulykke nu kan være med til at åbne
øjnene for nødvendigheden af egentlige autorisationer med tilhørende
offentligt tilgængelig pensum og klare beståelseskriterier på
de sikkerhedskrævende friluftsområder på alle statsfinancierede
friluftsuddannelser.
Både som ansættelseskrav til underviserne og som beståelseskriterie
for de studerende.
Alt andet kan kun ses som symptomer på en forældet tankegang,
der alene kan tjene kortsigtede kollegiale eller nepotiske formål,
og som i hvert fald ikke tjener hverken de studerende eller disses
kommende kunder og deres pårørende.
At Christian Taftenberg selv underviser andre i sikkerhedsteknikker
ved klatring uden tilsyneladende at have hverken autorisation,
anerkendt sikkerhedsgrundlag eller et egentligt pensum at undervise
efter, understreges af, at han uden videre selv vurderer "at jeg har den erfaring og den viden som er tilgængelig for at
kunne virke.
Han har altså ikke den til normen hørende prøve eller autorisation,
men derimod alene sig egen (tydeligvis forkerte) vurdering af
sig selv.
Afslutningsvis gentager Christian Taftenberg i sin redegørelse,
at han mener at have fulgt gældende normer, dog igen uden at procisere,
hvad det skulle være for normer.
"Jeg mener selv at have fuldt gældende normer inden for området,
og må konstatere at denne norm ikke er god nok."
Nu bruges også normen (der altså tilsyneladende ikke eksisterer
i virkelighedens verden) altså til en væsentlig ansvarsforflygtigelse.
Det er altså ikke ham selv, men normen, som ikke er god nok, på
trods af, at han altså ikke kan præcisere, hvilken norm, han refererer
til og på trods af, at denne norm tilsyneladende danner grundlag
for undervisning og eksaminering på en statsgodkendt friluftsuddannelse.
På trods af flere opringninger til den aktuelle arrangør har han
nægtet at oplyse, hvilken norm han refererer til
Oplysninger fra tidligere deltagere på uddannelsen bekræfter,
at man slet ikke har nogen norm eller noget pensum for klatring
på trods af, at uddannelsen lægger op til at uddanne instruktører
eller ledere i klatring.
Det må derfor selvfølgelig også være særdeles vanskeligt at forbedre
"normen".
Der er kun tilbage at konkludere, at Christian Taftenbergs tilrettelægning
af klatreaktiviteter er foregået helt uden sikkerhedsgodkendelse
eller autorisation.
Derudover forsøger han efterfølgende at fraskrive sig ansvar ved
at henvise til en norm, der ikke eksisterer i virkelighedens verden.!
Dansk Vejlederkreds finder det stærkt kritisabelt
I virkeligehedens verden findes der kun en norm og en sikkerhedsstandard
med offentligt tilgængeligt pensum for sikkerhed ved klatreaktiviteter
i træer, nemlig KAL© (Klatre-Aktivitets-Leder©-normen).
Og denne norm har Christian Taftenberg overtrådt på i hvert fald
15 punkter i forbindelse med det aktuelle uheld.
Dansk Vejlederkreds finder, at de ansvarlige for ovennævnte fire
uddannelsesinstitutioner,, Vesbæk-Centret, Viborg Gymnastik- og
Idrætshøjskole, CVU-Midt-vest og Viborg-Seminariet samt andre,
der måtte have brugt Chrstian Taftenberg til at undervise i klatring
snarest bør tage deres ansvar alvorligt og skrive til samtlige
studerende, der måtte have have eller have haft Christian Taftenberg
som underviser i klatring, og advare dem om, at det, de måtte
lære og have lært om sikkerhed ved klatring, ikke kan bruges til
at tage ansvaret for klatring eller klatreaktiviteter for andre,
da det risikerer at være livsfarligt.
Det forekommer stærkt bekymrende, at man på en statsstøttet friluftsuddannelse
ikke arbejder med pensa og klare beståelseskriterier for de sikkerhedskrævende
friluftsområder, ligesom det forekommer rystende, at man fra ledelsens
side ikke har stillet formelle krav til underviserens uddannelses-
og autorisationsbaggrund.
Projektlederen for den nævnte uddannelse har altså ikke blot foretaget
en egenhændig og tydeligvis forkert vurdering af, at han kunne
påtage sig at tilrettelægge klatreaktiviteter for andre på forsvarlig
vis. (En aktivitetet, der normalt kræver dokumentation for, at
man kan fungere på tredje trin i kompetencemodellen).
Han er også gået skridtet videre og har egenhændigt og om muligt
endnu mere forkert vurderet, at han kunne undervise studerende
på en friluftsuddannelse i, hvordan de skal tilrettlelægge klatreaktiviteer
for andre.
(Altså på det femte trin i komptencemodellen).
Det er en uhyggelig tanke, at en række studerende på CVU-Midt-Vest,
Viborg-Seminaret, Gymnastik- og Idrætshøjskolen ved Viorg samt
på Vesbæk Center for friluftsliv, der iflg. studieplanen for alle
arbejder sammen om den såkaldte friluftsvejlederuddannelse er
blevet givet det indtryk, at de kan arrangere klatreaktiviteter,
når det nu dels ligger klart, at underviseren ikke selv har nogen
autorisation og dels (i hvert fald nu) er blevet tydeligt, at
han end ikke kan arrangere en klatreaktivitet sikkert selv. (Tredje niveau i kompetencemodellen).
Det forekommer helt uholdbart, at det eneste kriterie for at kunne
undervise andre i klatring eller andre sikkerhedskrævende friluftsområder
på disse statsstøttede friluftsuddannelser lader til at være,
at en enkelt person selv mener, at han har “den erfaring og den viden som er tilgængelig for at kunne virke.”, som Christian Taftenberg udtrykker det så smukt i sit brev til
moderen til den tilskadekomne.
Konsekvenserne af dette ses tydeligt på den statsstøttede friluftsuddannelse
på CVU Midt-Vest, hvor Christian Taftenberg ikke blot er projektleder
men også har påtaget sig at undervise eleverne til at blive kommende
instruktører træklatring.
At eleverne på denne uddannelse også har fået dette indtryk og
bl.a. via hjemmesider er klar til at tilbyde kurser i klatring
allerede, inden deres uddannelse er afsluttet fremgår bl.a. hjemmesiderne
fra to af hans elever, som beskrevet ovenfor med både Lars Andersen og Erik Øster Jensen,
|
Tilbage til oversigten over uheld
|
|
Baggrund:
Selv om det i mange år har været kendt og praktiseret i en række
andre lande, at man indsamler og offentliggør oplysninger om klatreuheld,
så har der ikke været en oversigt eller analyse af lignende art
i Danmark.
De senere års stærkt stigende interesse for friluftsaktiviteter,
herunder klatring, har tilsyneladende medført en tilsvarende stigning
i antallet af uheld.
Dermed er behovet for at kunne danne sig et overblik over uheldene
og de bagvedliggende årsager også steget.
Dansk Vejlederkreds har derfor lavet en oversigt over friluftsrelateredeuheld
i et forsøg på at skabe klarhed over uheldenes omfang og karakter.
Du finder oversigten over friluftsrelaterede uheld her.
|
|
Du kan også se vores sikkerhedsside her:
|
|
Fortsat rapportering:
Indsamling, analyse og offentliggørelse af oplysninger om uheld
er efter vor mening en af de bedste måder at undgå eller i hvert
fald at minimere antallet af uheld gennem at synliggøre, hvor
der kan være behov for særlig agtpågivenhed og dermed, om der
er grund til eventuelt at revidere sikkerhedsrutiner mv.
Vi vil derfor hermed opfordre alle, der har oplysninger om friluftsrelaterede
uheld til at rette henvendelse med disse oplysninger.
Kommentarer, forbedringsforslag og ikke mindst
henvendelser med oplysninger om uheld kan ske ved at ringe på:
56-94 90 00 eller
Maile til Dansk Vejlederkreds
I håb om at flere vil indrapportere uheld.
Derigennem kan andre få mulighed for at lære noget af disse uheld,
og dermed kan antallet afunødvendige uheld forhåbentlig også mindskes.
|
©
© Disse sider må ikke kopierers, hverken helt eller delvist, uden
skriftlig tilladelse fra Dansk Vejlederkreds.
|