ski, naturliv, træski, skiløb, vinterfriluftsliv, haute-route,
randonne, friluftsliv, Ekstreme træski til brug på højalpine bjergture,
topbestigninger og skialpinisme. Erfaringer fra en længere bjergtur
på ski i Jotunheimen, Norge. ski, naturliv, træski, skiløb, vinterfriluftsliv,
haute-route, randonne, friluftsliv, Ekstreme træski til brug på
højalpine bjergture, topbestigninger og skialpinisme. Erfaringer
fra en længere bjergtur på ski i Jotunheimen, Norge. e
©
Erfaringer med brug af træski på alpine ture af flere dages varighed,
indeholdende bl.a. topbestigninger!
Træski er for mange mennesker blevet museumsgenstande uden sammenhæng
med dagens friluftsliv.
Mange, der i dag færdes, i sne, kender kun træski fra væggen i
cafeteriaet ved foden af snowboard-pisten, hvor de lader til at
skulle give stedet en antydning af autencitet og historie.
Dansk Vejlederkreds har imidlertid en række erfaringer med brugen
af træski, som tyder på, at det måske er en fejltagelse, at vi
i de senere år lader til at have glemt dette redskab.
Baseret på års praktisk erfaring, må vi oven i købet konkludere,
at træskiene på en række punkter er overlegne i forhold til selv
de mest avancerede ski i moderne materialer.
Samtidigt kan træski være med til at skabe forståelse og respekt
på tværs af generationerne.
Vore erfaringer omkring træskienes egenskaber, bekræftes bl.a.
også i en rapport, udgivet af det norske "Konsumentverket" (Forbrugerrådet),
for et par år siden.
Nedenfor kan du læse beretningen om en 10 dages solotur på ski
i Jotunheimen, i vinteren 2001.
Turen blev gennemført af Hans Linde Nielsen, der bagefter skrev
nedenstående:
Det er noen fine skie du har
Jeg var henkastet til drømmenes verden i slutningen af februar.
Jeg havde lige været på en 2 ugers skitur i Tyinkrysset i Norge,
og var vendt tilbage til vagtarbejdet på diverse sygehuse. Mens
jeg sad på sygeafdelingen var tankerne og drømmene henkastet til
de sneklædte vidder i Norges fjelde. Straks efter arbejdet hev
jeg kortet frem over jotunheimen studerede det endnu gang, nærmest
som et fast aftenritual, samtidig med at jeg læste på journaler
og bøger om andre folks erfaringer med vinterlivets mange glæder.
Planlægningen til næste tur var i fuld gang og denne gang ville
jeg nord for tyinkrysset og ind i jotunheimen til de høje bjerge.
På sidste tur havde jeg lejet fjeldski ved tyinkryssets skiudlejning,
et par helt sædvanelige kunstfiberski, med stålkanter mmmm. Jeg
stod nu i den situation at jeg skulle ud og købe mine egne fjeldski,
måske ikke nogen helt let sag i det store udvalg af forskellige
teknologiske vidunderski lanceret af diverse udstyrsforretninger,
og så dog.
På sidste skitur havde jeg set Christian Almer køre på træski
og til min overraskelse virkede de ligeså godt, hvis ikke bedre,
end vores andres fiberski. Når vi stod og fumlede med diverse
smøremidler, kunne han udnytte træskiens smørefrie egenskaber
og køre videre, for at vente på, at smørefolkene kom med. Der
var sgu fart i de træski, men alligevel. Valget stod mellem de
kunstige plasticski eller træskiene, mellem det gængse råd om
at "det nyeste er det bedste", eller erfaringen fra skituren.
Når jeg tænkte tilbage på dengang jeg var dreng kunne jeg huske
min morfars begejstring for træski, mens andre familiemedlemmer
grinede lidt og sagde: "Det er fordi, han ikke har prøvet ordentlige
ski". Men det slog mig nu: "havde de prøvet træski"?
Jeg kontaktede Christian, og det viste sig han kunne skaffe håndbyggede
træski i birk med hårdttræskanter af hickory.
En kort tænkepause i telefonrøret og så en bestilling af "Olskogens vildmarksskida". |
I midten af marts måned var jeg på vej til Norge igen. Fine så
de ud mine nye ski, nu monteret med en kraftig kabelbinding, men
kunne de bruges? Det ville være mit første møde med træski, og
desuden den første tur alene i fjeldet.
Jeg var spændt til bristepunktet.
Jeg ankom til tyinkrysset klokken ti om formiddagen.
En hurtig pakning af rygsækken, på med træskiene og så ellers
retning mod Fondsbu, der ligger inde i Jotunheimen. En dagstur
på ca. 25 km.
|
|
Forventningerne til træskiene var store, men de blev hurtigt indfriet
og allerede på første bakke kunne jeg mærke forskellen. Ingen
smøring, intet bagglid, men bare derop af. En fornøjelse. Rart
med en god start på skituren.
Da jeg kom til den norske turistforenings (DNT) hytte i Fondsbu,
fik jeg lige en kort snak med hytteværten Helge.
Han grinede lidt, da han så, hvor meget jeg slæbte på og da han
hørte, at jeg havde tænkt mig at sove i telt.
|
Latteren kulminerede da han så mine ski, "Olskogens vildmarksskida",
ha.
Men hvad. Jeg var kommet frem, og det havde været en fantastisk
dag, høj sol, minus tolv grader. Nu var det bare op med teltet,
nær hytten, ind i soveposen og i gang med aftensmaden.
|
Jeg havde planlagt at sove tre nætter ved Fondsbu for at bruge
det som base for nogle dagsture ud derfra. Første projekt var
Uranostinden på 2157m. Næste morgen mødte jeg en gruppe af unge
nordmænd som også ville op på Uranostinden. De ville gå op ad
Uranosbreen, nå toppen af Uranostinden, for så at stå på ski ned
af Mjölkedalsbreen.
For ikke at følge den lange række af nordmænd, valgte jeg at lave
rundturen den modsatte vej. Så klokken 10 var det på med træskiene
og derudad. Nordmændene var allerede taget afsted. Det gik fint
op ad Mjölkedalsbreen. Skiene drillede ikke, og der var intet
bagglid, når jeg fandt den rette hældning på stigningen.
Jeg nåede toppen af Uranostinden kl. halv 2: Men hvor var nordmændene?
Jeg gled på skiene ned af Uranosbreen og mødte dem på vej op.
De var overraskede, "En dansker, før dem, og så på træski". De
spurgte til træskiene, og til deres overraskelse var de slet ikke
så tunge som de havde forventet.
Jeg var tilbage ved hytten klokken fire om eftermiddagen og stødte
ind i Helge kl halv seks, der spurgte, hvad jeg havde lavet. Svaret
var klar: "Oppe på Uranostinden osv.". Helge spurgte: "Jamen hvad
med nordmændene og, hvordan kan det være, at du er kommet ned
før dem", der endnu ikke var kommet.
Der var kun et svar: "Træskiene".
Næste dag lød projektet Galdebjerget på 2075m. Efter en halv times
kørsel overhalede jeg 4 andre nordmænd, som også havde tænkt sig
at stå på ski op til toppen.
Efter en kort ordudveksling trampede jeg videre, og nåede senere
toppen, for igen på vej ned at møde nordmændene, der stadig var
på vej op.
Jeg stødte igen ind i dem sidst på eftermiddagen nede i DNT hytten.
De var overbevist om at jeg havde brugt feller under skiene. Jeg
måtte desværre skuffe dem ved at meddele, at sådan nogle ejede
jeg ikke, og indtil videre havde jeg ikke savnet dem. De mente
så, at det måtte være min kondition, der var skyld i, at jeg var
hurtigere en dem. Måske, men træsÖ.
Jeg brugte i alt 10 dage i Jotunheimen, hvor jeg havde utroligt
gode forhold, med klar blå himmel og frost. Jeg nåede vidt omkring,
fra det sydlige af Jotunheimen til det nordlige og tilbage til
det sydlige for at ende i Beitostølen, og undervejs blev højdepunkterne
bl.a. en yderligere toptur til Glittertind og turen over Styggehøbeskaret
hvor op- og nedturen foregik på breer. |
Olskogens
Villmarksskidor
|
Jeg har ikke en eneste gang fortrudt købet af Olskogens vildmarksskida. De var lette at køre med, både op og ned, og jeg var næsten
fri for at smøre dem. Jeg smurte kun skivoks på en enkelt gang,
men ellers var smøring ikke nødvendig. Et par feller fandt jeg
ikke nødvendigt på turen, men under stejle stigninger kunne man
måske spare lidt kræfter med disse, idet man kan få en mere lige
opkørsel og spare lidt på sik-sak kørslen.
Undervejs mødte jeg mange mennesker som undrede sig meget over
at jeg stod på træski.
Folk havde mange forestillinger og fordomme over, om man kan stå
på sådan noget "oldnordisk".
Der var også mange nordmænd som sagde: "Det er noen fine skie,
du har", og ironien var ikke til at tage fejl af, men jeg lader
mine gode erfaringer tale deres eget sprog:
Det er nogle fine ski, jeg har...!
|
Har du selv erfaringer med brugen af træski i forhold til andre
materialer?
Du er velkommen til at kommentere ovenstående eller blot spørgsmålet
om træski/andre ski ved at skrive en mail til Dansk Vejlederkreds.
©
© Disse sider må ikke kopierers, hverken helt eller delvist, uden
skriftlig tilladelse fra Dansk Vejlederkreds.
|