ski, naturliv, træski, skiløb, vinterfriluftsliv, haute-route, randonne, friluftsliv, Ekstreme træski til brug på højalpine bjergture, topbestigninger og skialpinisme. Erfaringer fra en længere bjergtur på ski i Jotunheimen, Norge. ski, naturliv, træski, skiløb, vinterfriluftsliv, haute-route, randonne, friluftsliv, Ekstreme træski til brug på højalpine bjergture, topbestigninger og skialpinisme. Erfaringer fra en længere bjergtur på ski i Jotunheimen, Norge. e

©

Erfaringer med brug af træski på alpine ture af flere dages varighed, indeholdende bl.a. topbestigninger!

Træski er for mange mennesker blevet museumsgenstande uden sammenhæng med dagens friluftsliv.
Mange, der i dag færdes, i sne, kender kun træski fra væggen i cafeteriaet ved foden af snowboard-pisten, hvor de lader til at skulle give stedet en antydning af autencitet og historie.

Dansk Vejlederkreds har imidlertid en række erfaringer med brugen af træski, som tyder på, at det måske er en fejltagelse, at vi i de senere år lader til at have glemt dette redskab.
Baseret på års praktisk erfaring, må vi oven i købet konkludere, at træskiene på en række punkter er overlegne i forhold til selv de mest avancerede ski i moderne materialer.
Samtidigt kan træski være med til at skabe forståelse og respekt på tværs af generationerne.
Vore erfaringer omkring træskienes egenskaber, bekræftes bl.a. også i en rapport, udgivet af det norske "Konsumentverket" (Forbrugerrådet), for et par år siden.

Nedenfor kan du læse beretningen om en 10 dages solotur på ski i Jotunheimen, i vinteren 2001.
Turen blev gennemført af Hans Linde Nielsen, der bagefter skrev nedenstående:

Det er noen fine skie du har

Jeg var henkastet til drømmenes verden i slutningen af februar. Jeg havde lige været på en 2 ugers skitur i Tyinkrysset i Norge, og var vendt tilbage til vagtarbejdet på diverse sygehuse. Mens jeg sad på sygeafdelingen var tankerne og drømmene henkastet til de sneklædte vidder i Norges fjelde. Straks efter arbejdet hev jeg kortet frem over jotunheimen studerede det endnu gang, nærmest som et fast aftenritual, samtidig med at jeg læste på journaler og bøger om andre folks erfaringer med vinterlivets mange glæder. Planlægningen til næste tur var i fuld gang og denne gang ville jeg nord for tyinkrysset og ind i jotunheimen til de høje bjerge. På sidste tur havde jeg lejet fjeldski ved tyinkryssets skiudlejning, et par helt sædvanelige kunstfiberski, med stålkanter mmmm. Jeg stod nu i den situation at jeg skulle ud og købe mine egne fjeldski, måske ikke nogen helt let sag i det store udvalg af forskellige teknologiske vidunderski lanceret af diverse udstyrsforretninger, og så dog.
På sidste skitur havde jeg set Christian Almer køre på træski og til min overraskelse virkede de ligeså godt, hvis ikke bedre, end vores andres fiberski. Når vi stod og fumlede med diverse smøremidler, kunne han udnytte træskiens smørefrie egenskaber og køre videre, for at vente på, at smørefolkene kom med. Der var sgu fart i de træski, men alligevel. Valget stod mellem de kunstige plasticski eller træskiene, mellem det gængse råd om at "det nyeste er det bedste", eller erfaringen fra skituren. Når jeg tænkte tilbage på dengang jeg var dreng kunne jeg huske min morfars begejstring for træski, mens andre familiemedlemmer grinede lidt og sagde: "Det er fordi, han ikke har prøvet ordentlige ski". Men det slog mig nu: "havde de prøvet træski"?
Jeg kontaktede Christian, og det viste sig han kunne skaffe håndbyggede træski i birk med hårdttræskanter af hickory.
En kort tænkepause i telefonrøret og så en bestilling af "Olskogens vildmarksskida".

I midten af marts måned var jeg på vej til Norge igen. Fine så de ud mine nye ski, nu monteret med en kraftig kabelbinding, men kunne de bruges? Det ville være mit første møde med træski, og desuden den første tur alene i fjeldet.
Jeg var spændt til bristepunktet.
Jeg ankom til tyinkrysset klokken ti om formiddagen.
En hurtig pakning af rygsækken, på med træskiene og så ellers retning mod Fondsbu, der ligger inde i Jotunheimen. En dagstur på ca. 25 km.
Forventningerne til træskiene var store, men de blev hurtigt indfriet og allerede på første bakke kunne jeg mærke forskellen. Ingen smøring, intet bagglid, men bare derop af. En fornøjelse. Rart med en god start på skituren.
Da jeg kom til den norske turistforenings (DNT) hytte i Fondsbu, fik jeg lige en kort snak med hytteværten Helge.
Han grinede lidt, da han så, hvor meget jeg slæbte på og da han hørte, at jeg havde tænkt mig at sove i telt.
Latteren kulminerede da han så mine ski, "Olskogens vildmarksskida", ha.
Men hvad. Jeg var kommet frem, og det havde været en fantastisk dag, høj sol, minus tolv grader. Nu var det bare op med teltet, nær hytten, ind i soveposen og i gang med aftensmaden.
Jeg havde planlagt at sove tre nætter ved Fondsbu for at bruge det som base for nogle dagsture ud derfra. Første projekt var Uranostinden på 2157m. Næste morgen mødte jeg en gruppe af unge nordmænd som også ville op på Uranostinden. De ville gå op ad Uranosbreen, nå toppen af Uranostinden, for så at stå på ski ned af Mjölkedalsbreen.
For ikke at følge den lange række af nordmænd, valgte jeg at lave rundturen den modsatte vej. Så klokken 10 var det på med træskiene og derudad. Nordmændene var allerede taget afsted. Det gik fint op ad Mjölkedalsbreen. Skiene drillede ikke, og der var intet bagglid, når jeg fandt den rette hældning på stigningen.
Jeg nåede toppen af Uranostinden kl. halv 2: Men hvor var nordmændene? Jeg gled på skiene ned af Uranosbreen og mødte dem på vej op. De var overraskede, "En dansker, før dem, og så på træski". De spurgte til træskiene, og til deres overraskelse var de slet ikke så tunge som de havde forventet.
Jeg var tilbage ved hytten klokken fire om eftermiddagen og stødte ind i Helge kl halv seks, der spurgte, hvad jeg havde lavet. Svaret var klar: "Oppe på Uranostinden osv.". Helge spurgte: "Jamen hvad med nordmændene og, hvordan kan det være, at du er kommet ned før dem", der endnu ikke var kommet.
Der var kun et svar: "Træskiene".
Næste dag lød projektet Galdebjerget på 2075m. Efter en halv times kørsel overhalede jeg 4 andre nordmænd, som også havde tænkt sig at stå på ski op til toppen.
Efter en kort ordudveksling trampede jeg videre, og nåede senere toppen, for igen på vej ned at møde nordmændene, der stadig var på vej op.
Jeg stødte igen ind i dem sidst på eftermiddagen nede i DNT hytten. De var overbevist om at jeg havde brugt feller under skiene. Jeg måtte desværre skuffe dem ved at meddele, at sådan nogle ejede jeg ikke, og indtil videre havde jeg ikke savnet dem. De mente så, at det måtte være min kondition, der var skyld i, at jeg var hurtigere en dem. Måske, men træsÖ.
Jeg brugte i alt 10 dage i Jotunheimen, hvor jeg havde utroligt gode forhold, med klar blå himmel og frost. Jeg nåede vidt omkring, fra det sydlige af Jotunheimen til det nordlige og tilbage til det sydlige for at ende i Beitostølen, og undervejs blev højdepunkterne bl.a. en yderligere toptur til Glittertind og turen over Styggehøbeskaret hvor op- og nedturen foregik på breer.

Olskogens
Villmarksskidor

Jeg har ikke en eneste gang fortrudt købet af Olskogens vildmarksskida. De var lette at køre med, både op og ned, og jeg var næsten fri for at smøre dem. Jeg smurte kun skivoks på en enkelt gang, men ellers var smøring ikke nødvendig. Et par feller fandt jeg ikke nødvendigt på turen, men under stejle stigninger kunne man måske spare lidt kræfter med disse, idet man kan få en mere lige opkørsel og spare lidt på sik-sak kørslen.
Undervejs mødte jeg mange mennesker som undrede sig meget over at jeg stod på træski.
Folk havde mange forestillinger og fordomme over, om man kan stå på sådan noget "oldnordisk".
Der var også mange nordmænd som sagde: "Det er noen fine skie, du har", og ironien var ikke til at tage fejl af, men jeg lader mine gode erfaringer tale deres eget sprog:

Det er nogle fine ski, jeg har...!

Har du selv erfaringer med brugen af træski i forhold til andre materialer?
Du er velkommen til at kommentere ovenstående eller blot spørgsmålet om træski/andre ski ved at skrive en mail til Dansk Vejlederkreds.

©


© Disse sider må ikke kopierers, hverken helt eller delvist, uden skriftlig tilladelse fra Dansk Vejlederkreds.