|
Jeg postulerer, at det er et udtryk for mangel på spænding og
indhold (eventyr) i tilværelsen.
Jeg postulerer, at vi alle i et eller andet omfang har behov for
“kampen” mod det ukendte / uventede.
Det behøver slet ikke at være spektakulært, imponerende eller
se farligt ud.
Tværtimod tror jeg, at mange af de største eventyr foregår i det
små.
Jeg tror f.eks., at det kan være et stort eventyr at få børn eller
at beslutte sig til at leve sammen med et andet menneske.
Derimod ser jeg ikke noget eventyr i at rapelle ned ad diverse
genstande på forskellige “kend dig selv”, “flyt dine grænser”
eller “lej jægersoldat”-“kurser”, hvor deltagerne jo netop ved,
at der ikke er noget eventyr tilbage, fordi der er en eller flere
personer tilstede, som har ansvaret for, at der ikke sker noget
(også selv om de måske ikke kan leve op til dette ansvar).
I det hele taget er det svært, at give plads til eventyret på
arrangerede ture og kurser for diverse grupper. Her har man jo
netop taget initiativet samt lege- og eventyr lysten helt fra
folk.
Det er netop her, jeg ser en ubehagelig tendens i de seneste års
eksplosive intereresse for noget, der bliver kaldt friluftsliv.
Det drejer sig nemlig næsten alt sammen om at lave ture og kurser
for andre og om at være “instruktør” på disse
Nogle gange fristes man til at tro, at det måske i højere grad
er “instruktørerne” end deltagerne på disse kurser, der har brug
for at få styrket deres selvtillid.
I mange af disse arrangementer kan eventyret ikke få plads til
at udfolde sig.
Et af problemerne er for mig at se, at mange af disse folk aldrig
kommer på tur selv. Når de endelig kommer hjemmefra, så er det
for at styrke selvtilliden med lidt instruktørpondus.
Men hvordan oplever disse folk så eventyret, ensomheden, usikkerheden
og skabelsen af den ægte selvtillid, som langsomt melder sig,
når man ved med sig selv, at man har klaret en vanskelig situation?
Uden dette, tror jeg, at det bliver vanskeligt at videregive nogle
ægte friluftsværdier.
Det bliver ligeledes svært at opnå den kærlighed til det, man
laver og den egenfærdighed, som er forudsætningen for, at man
som instruktør / vejleder / arrangør kan opnå deltagernes respekt.
Så er det, at ulykken sker. Man fristes til hele tiden at skifte
kanal hver gang, det bliver for kedeligt, eller når færdighederne
ikke rækker til længere. Man søger kun det mest iøjnefaldende
indenfor hvert enkelt område. Man bliver bange for at blive afsløret,
hvis man skulle blive for længe indenfor ét område, og man forsøger
hele tiden at finde på nye ting at underholde med.
Jeg mener, at vi svigter en overordentlig vigtig opgave, hvis
vi introducerer andre til friluftslivet på denne måde. Der bliver
ikke plads til at dvæle og til at opleve de små ting og ikke mindst
bliver der ikke plads til at gå på opdagelse på egen hånd og opleve
- ja - eventyret.
I mit daglige arbejde kan jeg se, at mange har utroligt travlt
med at blive “klatreinstruktører”.
Uden nogen sinde at have klatret før, så forestiller de sig, at
de ved at gå på et kursus kan lære det hele på et par dage. Men
dem, som disse nyuddannede “instruktører” skal have med næste
weekend, er i min erfaring ikke dummere end, at de sagtens kan
se dels, at “instruktørens” personlige færdigheder er meget begrænsede,
dels at “instruktøren” umuligt kan videregive sin glæde mm. til
deltagerne, da han jo aldrig selv er taget på klatreture for sjovs
skyld.
Det ville svare til at tro, at man kunne uddanne gode fodboldtrænere
på en weekend.
Men på dette felt ved alle og enhver jo, at en god træner også
har spillet fodbold gennem mange år for sjovs skyld.
Jeg tror, at vi er ved at miste noget af denne spontane glæde
ved at “lege” udendørs i takt med, at store dele af vort friluftsliv
er blevet institutionaliseret, pædagogiseret og lagt i kursusrammer.
I fremtiden tror vi måske, at vi ikke kan gå udendørs uden at
have det rigtige plastictøj, så vi ikke bliver våde, uden at have
gået på kursus først og uden at have en autoriseret “instruktør”
til at arrangere en tur for os, som vi kan melde os til.
Hvor er det naturlige friluftsliv, som forældre dyrker med deres
børn blevet af nu, hvor vi begynder at få 2. og 3. generation
af børn fra forældre, der aldrig har opfattet det at være udendørs
som noget naturligt?
Fremtidsudsigterne er ikke lyse.
Lad os for guds skyld arbejde os væk fra, at man skal gå på efterskole
eller i DGI (eller hvorsomhelst) for at komme på et hold, der
dyrker friluftsliv.
På Klatre-Centeret holder vi kurser i klatring og bjergbestigning,
men det er netop kurser, hvor man kommer for at lære noget konkret,
og målet er, at deltagerne efter kurset kan tage på ture på klipper
eller i bjerge på egen hånd og derigennem opleve eventyret ved
klatringen.
Lad os ikke glemme værdierne i at tage på tur selv eller med en
eller to gode kammerater.
Vel at mærke en tur, hvor der ikke er nogen, der har arrangeret
det hele for os på forhånd.
Kun på den måde kan der blive plads til en ægte følelse af, at
det er vores egen tur og til at lade os inspirere af vejret, landskabet
eller andet, så vi kan opleve det uventede - Eventyret.
Alle rettigheder forbeholdes. © Christian Almer
Artiklen har tidligere været bragt I Dansk Forum for Natur og
Friluftsliv (DFNF)s blad, Friluftsliv i juni 1994.
DFNF -en forening, der er villige til at censurere for at undgå
en debat om sikkerhed ved klatring.
Opfølgning på ovennævnte artikel:
Samme sommer modtog forfatteren, Christian Almer besked fra redaktøren
om, at bestyrelsesmedlem af DFNF, Tom B. Hansen havde skrevet
et svar, som ville blive bragt i det næste nummer af bladet.
Redaktøren sendte Christian Almer Tom B. Hansens artikel med opfordring
om at skrive et svar, så begge indlæg kunne blive bragt i det
næste nummer af bladet.
Dette svar blev skrevet og sendt til redaktøren, Lars Ottosen.
Et stykke tid derefter udkom næste nummer af bladet uden, at nogle
af indlæggene blev bragt.
Redaktøren blev kontaktet og meddelte på forspørgende, at Tom
B. Hansen havde fået lejlighed til at se Christian Almers svar,
hvorefter han havde bedt om at måtte få trukket sit indlæg tilbage,
hvilket man tilsyneladende også havde efterkommet.
Uden at orientere Christian Almer, der havde brugt tid på at skrive
gensvar til bladet på direkte opfordring fra redaktøren blev hverken
Tom B. Hansens reaktion eller Christian Almers gensvar derfor
nogensinde bragt i bladet.
Det er svært ikke at opfatte det som grov censur, der samtidigt
lugter stærkt af kammerateri mellem bestyrelsesmedlemmer.
En praksis, som vi i Dansk Vejlederkreds tager afstand
Samtidigt en praksis, som forekommer karakteristisk for de låste
positioner omkring en kvalitativ udvikling af dansk friluftsliv,
som mange pædagoger og dermed også medlemmer af DFNF lader til
at foretrække at indtage frem for at føre en debat eller for den
sags skyld blot skabe rammer for den.
Således fremsatte flere medlemmer af Dansk Vejlederkreds i starten
af 1990 ved gentagne lejligheder forslag til generalforsamlingerne
i DFNF om, at DFNF medvirke til at definere både vejledning og
natur- og friluftsliv. Ved alle lejlighederne blev forslagene
forkastede.
Man kan kun gætte på de egentlige, bagvedliggende årsager til,
at en forening, der både i sit navn og i sine vedtægter hævder
at arbejde med natur- og friluftsliv og med vejledning deri ikke
ønskede at have en definition af begreberne.
Dette noget mærkværdige forhold var medvirkende til, at en række
personer i 1993 måtte erkende, at der ikke var plads til en seriøs
debat om kvalitet i friluftslivet i DFNF og, at foreningen tilsyneladende
mere havde til formål at beskytte en række pædagoger m. fl., der
fandt det attraktivt at udbyde "undervisning" i "friluftsliv"
på deres institutioner imod en sådan debat. Kort derefter stiftede
flere af disse så Dansk Vejlederkreds.
Ovenfor beskrevne praksis lader til at understrege, at DFNF ikke
har ændret sig væsentligt siden da.
Uanset, så anser vi holdningerne, som de 2 indlæg er udtryk for,
for værende væsentlige og iøvrigt karakteristiske for debatten,
at vi her bringer begge de indlæg, som blev censureret væk af
DFNF:
Manden med riven.
- om eventyrets betydning for friluftslivet.
Kære Christian Almer !
Tak for dit indlæg i DFNF's blad i juni. Jeg synes det var et
godt og på mange måder inspirerende indlæg. Dog synes jeg det
er ærgerligt, at du konstant blander klatring ind i dine indlæg.
Kan du dog ikke holde dig til et emne ad gangen. Der er trods
alt andet friluftsliv en klatring. Jeg er enig langt hen ad vejen,
men jeg vil gerne have mig frabedt, at blive nedgjort som efterskolelærer
og blive jagtet af en vred bornholmer med en rive. Samtidigt er
jeg ved at være træt af, at Klatre-Centeret gentagne gange mener
at have patent på at vide hvad der er rigtigt friluftsliv.
Lad os slå fast, at lige så mange mennesker der dyrker friluftsliv,
lige så mange meninger er der om den sag.
Jeg har én opfattelse og den prøver jeg at bibringe de elever
der vælger faget på Midtsjællands Ungdomsskole. Jeg er enig med
dig i, at vi skal prøve at frmelske det naturlige friluftsliv,
og i al beskedenhed, tror jeg det lykkes for det meste. Der er
i efterskolesammenhæng, rigtig mange fremragende friluftere, der
giver de unge nogle fantastiske oplevelser. Hvis ikke disse unge
havde været på efterskole, ville de måske aldrig have fået snuset
til friluftslivet, altså den del som du selv har valgt at kalde
naturligt friluftsliv.
I min lille verden handler det naturlige friluftsliv om enkelhed,
stilfærdighed og ydmyghed. Det friluftsliv man kan finde over
hele landet, lige uden for døren
Så Christian hvis du vil debattere en perifér, ressourcekrævende
friluftsaktivitet som klatring, der i sidste ende ikke har noget
med naturligt friluftsliv at gøre, så er det fint, jeg gider bare
ikke.
Skæg for sig og snot for sig, og pak så den rive væk.
Tom B. Hansen
Midtsjællands Ungdomsskole
Manden med gyngerne og karusellerne.
Mere om eventyrets betydning i friluftslivet eller Tivoli
står åben.
Kære Tom B. Hansen!
Helt fint at få nogle flere reaktioner på indlægget om eventyret
i friluftslivet.
Flere har til min glæde givet udtryk for, at være enig med tankerne
i mit indlæg - nemlig, at vi mister noget helt essentielt, hvis
friluftsliv går hen og bliver synonymt med tilrettelagte udendørsoplevelser
for store grupper.
Imidlertid lader du til at have fået noget andet ud af indlægget,
hvilket må undre.
For det første må jeg selvfølgelig beklage, hvis det forvirrer
dig, at jeg både snakker om klatring og friluftsliv i samme indlæg,
hvilket dog skyldes, at de to ting for mig hænger uadskilleligt
sammen.
Jeg er selvfølgelig klar over, at der findes en del mennesker
for hvem disse ting ikke hænger sammen, og, at de betragter klatring
som en selvstændig aktivitet, der kan flytte grænser mm., men
jeg må jo tage udgangspunkt i mine egen erfaringer, og indlægget
drejer sig jo bl.a. om netop de problemer, der opstår, når man
falder for at benytte løsrevne aktiviteter og kalder det for friluftsliv.
Jeg tror, at hvis Tom B. Hansen læser mit indlæg, så vil han finde,
at det i meget ringe grad drejer sig om klatring.
Det indeholder faktisk kun et enkelt eksempel fra min hverdag,
som benyttes til at tydeliggøre den tendens, som indlægget iøvrigt
drejer sig om.
Hvis det er for meget klatring for Tom B. Hansen, så beklager
jeg.
Tom B. Hansen giver desuden udtryk for at føle sig ?nedgjort som
efterskolelærer og blive jagtet af en vred bornholmer med en rive.”
Dette kan han heller ikke finde belæg for i mit indlæg, og det
må derfor stå for hans egen regning.
Der findes kun én enkelt henvisning til efterskoler og dette kun
i en generel samenhæng med ?DGI (eller hvorsomhelst)” som et eksempel
på, at ?friluftsliv” snart er blevet synonymt med store grupper.
I andre sammenhænge kalder man den slags for paranoia, og som
jeg ser det understreger det kun rigtigheden af det, jeg skrev,
Der er åbenbart blevet trykket på et ømt punkt, og materien kommer
ud.
Tom B. Hansen giver ligeledes indtryk af, at han er ?ved at være
træt af, at Klatre-Centeret gentagne gange mener at have patent
på at vide, hvad der er friluftsliv.”
Igen er Tom B. Hansen ude på overdrevet.
Det er som at påstå, at man vil have patent på cykling eller vejret.
Det er evident, at der er tale om mine holdninger, ligesom det
er evident, at jeg selvfølgelig er sikker på, at jeg har ret i
mine synspunkter.
Når 2 mennesker ikke kan tillade sig at have forskellige opfattelser,
uden at den ene beskylder den anden for at have patent på sandheden,
er det efter min opfattelse et udtryk for en tåbelig umodenhed,
der ikke hører hjemme i en dialog, hvor meninger fremsættes, og
holdninger brydes.
Det havde været mere givtigt, hvis Tom B. Hansen havde kommet
ind på, hvordan vi kommer videre med det problem, som han og andre
pædagoger står med i formidlingen af værdierne i det naturlige
friluftsliv.
Det er jo ironisk, når Tom B. Hansen hævder, at han er enig med
mig i, at vi skal prøve at fremelske det naturlige friluftsliv
samtidig med, at han taler om, at der i efterskolesammenhæng er
rigtig mange fremragende friluftere, der giver de unge nogle fantastiske
oplevelser.
Det minder mig for meget om kristne missionærer, der i misforstået
selvgodhed troede, at de kunne frelse andre mennesker ved at ?omvende”
dem til deres egen tro.
Tidens undskyldning for i mange sammenhænge at slæbe andre (helst
unge) mennesker ud og lave friluftsaktiviteter er blevet et bevidstløst
mantra, der veksler mellem ?at give oplevelser” og at snuse til
naturen eller friluftslivet.
Også Tom B. Hansen bruger dette mantra, når han ?forsvarer” sit
efterskolearbejde, som jeg jo i øvrigt ikke har angrebet, da jeg
af gode grunde ikke kender til det.
Problemet eksisterer imidlertid fortsat.
Hvis vi ikke selv har et naturligt forhold til at trives og leve
udendørs, så er det også meget vanskeligt at give dette videre
til andre.
Jeg er ligeledes fortsat af den opfattelse, at de oplevelser og
erfaringer jeg har fået i friluftslivet, har jeg fået på egen
hånd eller med en god kammerat.
Det er for mig at se en pervertering af friluftslivet - et drab
på eventyret - , hvis friluftsliv bliver gjort synonymt med trilrettelagte
aktiviteter for store grupper.
Tom B. Hansen taler om, at ?hvis ikke disse unge havde været på
efterskole, ville de måske aldrig have fået snuset til friluftslivet,
altså den del som du selv (undertegnede) har valgt at kalde naturligt
friluftsliv” .
Her må Tom B. Hansen have fået kamelen fra hans karrussel galt
i halsen.
Når jeg taler om naturligt friluftsliv, passer det i mine begreber
på ingen måde ind i nogen organiseret form (heller ikke efterskoler).
Bag Tom B. Hansen´s opfattelse lader til at ligge det tidligere
nævnte mantra, der ukritisk messer : Så mange som muligt så hurtigt
som muligt.
Men jeg mener, at der er god grund til at sætte spørgsmålstegn
ved værdien af denne holdning.
Hvis det ikke er en naturlig del af de unges hverdag, så er det
spørgsmålet, om det ikke i lige så høj grad bliver en slags virkelighedfjern
flugtoplevelse for dem, som de ikke kan relatere til noget, når
de vender hjem fra f.eks efterskolen.
Endelig bliver det vel også et spørgsmål om kvaliteten af oplevelserne,
ligesom det i sidste ende bliver et spørgsmål om alle de unge
mennesker overhovet skal ud - om det overhovedet er så vigtigt,
at så mange som muligt kommer ud og får disse forkætrede oplevelser.
Tom B. Hansen skriver, at i hans ?verden handler det naturlige
friluftsliv om enkelhed, stilfærdighed og ydmyghed. Det friluftsliv
man kan finde over hele landet, lige uden for døren.”
At dette skulle stå i modstrid med mit indlæg må stå for Tom B.
Hansens egen regning.
Det, som mit indlæg handlede om, var betydningen af at blive overrasket
og for at opleve, at man kun er en meget lille brik i en stor
og kompleks natur. - eventyret - uanset om det er lige uden for
døren eller ej.
Det handlede om, at jeg har erfaring for, at disse (eventyrfyldte)
oplevelser havde jeg kun fået, når jeg var på tur på egen hånd
eller med én eller to gode turkammerater, uanset om det var med
klatring eller ej.
Det handlede ligeledes om, at der fælles for alle disse oplevelser
galdt, at kun de ydre rammer var fastlagt på forhånd og, at der
var god plads til overraskelse og improvisation, både for at klare
uventede og pludseligt opståede situationer bedst muligt, og for
at tilpasse turen til vejrforhold og personlige forudsætninger
mm.
Det er her, at de store grupper i min erfaring let kommer til
at mangle noget af det mest vigtigste i natur- og friluftslivet.
Jeg plejer at sige, at hvis turen er hjertet i friluftslivet,
så er det uventede - eventyret - blodet.
Med store grupper -uanset om det er efterskoler eller hvad som
helst- er der nødvendigvis tale om tilrettelagte oplevelser.
Tilrettelagte oplevelser giver efter min opfattelse ikke store
muligheder for at opleve eventyret, og det er vigtigt at være
opmærksom på, at vi ikke glemmer dette i vor iver efter at få
så mange som muligt med ud i ?naturen” som muligt.
Så, Tom B. Hansen. Læs mit sidste indlæg og kom med dokumentation
for dine påstande om, at jeg over en kam skulle angribe efterksolelærere
eller, at jeg skulle have patent på sandheden om friluftsliv.
Ellers må jeg konstatere, at du er ude i andet ærinde.
Natur- og friluftsliv for sig og underholdning for sig, og pak
så det tivoli sammen!
Venlig hilsen
Christian Almer
PS: Jeg tror iøvrigt, at det ville kunne afhjælpe en del forståelsesproblemer
i vores diskussioner, hvis f.eks. DFNF gik mere seriøst ind i
arbejdet for at nå frem til en fælles holdning til indholdet af
nogle af nøglebegreberne i friluftslivet.
F.eks. kunne det være en god ide at få defineret indholdet i og
forskellene på natur- og frilufsliv og på friluftsaktiviteter
samt indholdet i og forskellene på vejledning og på undervisning.
Dansk Vejlederkreds er allerede kommet med et kvalificeret bud
på definitioner af disse ting, og det kunne måske være en god
ide at se nærmere på disse.
|
