|
Flertalserklaring og -referat
efter og fra
mødet med Skov- og Naturstyrelsen (SNS), den 19. august, 2005
på Bornholm med anledning i deres brev om “Nye regler for klippeklatring”
af 5.7.2005.
.
På trods af højesterets klare afgørelse om, at klatring med sikringsmidler
på kystarealerne er tilladt jvf. naturbeskyttelseslovens §22, har Skov- og naturstyrelsen
(SNS) alligevel forsøgt at ignorere både lov og højesterets præcisering
deraf ved at ændre bekendtgørelsen, så al klatring på kysterne
alligevel forsøges kriminaliseret.
I høringsrunden ignorerede SNS fuldstændigt en række protester
imod SNS' ulovlige forsøg på at omgå naturbeskyttelsesloven og
højesterets præcisering af denne ved i den nye bekendtgørelse
at forsøge at kriminalisere al´friklatring.
I forbindelse med høringsrunden havde SNS dog lovet at “Klatreinteressenterne vil blive indbudt til møde med henblik
på den nærmere fastlæggelse af klatreruter m.v.”.
Dette møde indkaldte SNS så til, den 19. august 2005.
Desværre ændrede skovrider, Tom Nielsen (TN) mødets dagsorden
uden på forhånd at informere herom.
Det viste sig, at SNS nu alene lagde op til at bruge mødet til
at informere mht., hvordan SNS fortsat havde tænkt sig at kræve
forhåndstilmelding og betaling for færdsel på offentlige arealer
og dermed ville ignorere både Naturbeskyttelsesloven og højesterets
præcisering deraf.
Endvidere nægtede TN allerede ved mødets begyndelse af tage referat
fra dette.
På den baggrund udfærdigede flertallet af deltagerne ved mødet
nedenstående
- flertalserklæring og
- flertalsreferat:
FLERTALSERKLÆRING og -REFERAT
efter og fra
mødet med Skov- og naturstyrelsen, den 19. august 2005 på Bornholm
med anledning i deres brev om “Nye regler for klippeklatring”
af 5.7.2005.
FLERTALSERKLÆRING efter mødet med SNS på Bornholm, den 19. august
2005:
Flertallet af deltagerne på mødet...
- protesterer imod SNS’s forsøg på at bruge deltagerne som alibi
for en demokratisk skinproces i forbindelse med den nye “Bekendtgørelse
om offentlighedens adgang til at færdes og opholde sig i naturen”.
- protesterer imod, at SNS nægtede at medvirke til et egentligt
referat fra mødet, som iflg. SNS skulle dreje om“...den nærmere
fastlæggelse af klatreruter m.v.”, og dermed til, at deltagernes
synspunkter og beslutninger blev refereret og videreformidlet.
- fastslår, at den nye “Bekendtgørelse om offentlighedens adgang
til at færdes og opholde sig i naturen” må anses for at være i
strid med både naturbeskyttelseslovens § 22 og højesterets præcisering
deraf, den 11. maj 2004, og dermed klart ulovlig, når det gælder
forbuddet imod friklatring med sikringsmidler (ikke hjælpemidler),
særligt på kystarealerne.
- fastslår, at den nye bekendtgørelse på det punkt derfor selvfølgelig
heller ikke vil blive respekteret.
BAGGRUND:
Om morgenen, den 11. september 2001 afholdt Christian Almer kursus
i klippeklatring på kystklipperne på vestsiden af Hammeren på
Bornholm.
I løbet af formiddagen ankom Jacob Rømer til området for at rapelle
med en skoleklasse.
På trods af, at Christian Almer altså var der først og, at der
i samme område er mange klipper af tilsvarende højde, sværhed
og karakter, så forlangte Jacob Rømer via Kim Sørensen (om han
brugte som “instruktør”, både på hans øvrige klatrekurser og på
det pågældende kursus), alligevel, at både Christian Almer, øvrige
instruktører og deres kursister umiddelbart og øjeblikkeligt skulle
forsvinde helt fra de pågældende kystklipper, så Jacob Rømer
kunne bruge netop dem til rapelling mv.
Det skete med en påstand om, at Jacob Rømer gennem betaling til
SNS skulle have erhvervet eneretten til at rapelle på Hammerens
kystklipper og på den baggrund dermed også til at bortvise andre,
der måtte befinde sig på kystklipperne i forvejen.
Med henvisning dels til gældende klatreetik (som den eksempelvis
er beskrevet af Jacob Rømer selv på bagsiden af hans bog; “50
udvalgte klatreruter på Bornholm”), hvor folk, der klatrer førstemandsklatring
har fortrinsret frem for f.eks. rapellearrangører, og ikke mindst
med henvisning til naturbeskyttelseslovens § 22, der dels giver
adgang til for alle og enhver at færdes og opholde sig på kystarealerne,
og dels gør det strafbart at forsøge at forhindre denne frie adgang,
nægtede Christian Almer selvfølgelig at flytte sig.
Jacob Rømer, der iøvrigt på intet tidspunkt selv viste sig, tilkaldte
derefter skovfoged, Tommy Hansen, der ankom og krævede, at Christian
Almer skulle flytte sig øjeblikkeligt med henvisning dels til,
at Jacob Rømer skulle have lejet klipperne og dels til naturbeskyttelseslovens
§ 24, der imidlertid drejer sig om færdsel på de åbne, udyrkede
arealer inde i landet og altså ikke på kysten.
Christian Almer fastholdt, at han fuldt lovligt opholdt sig på
et kystareal og derfor ikke kunne bortvises, hverken med henvisning
til naturbeskyttelseslovens §22 eller §24.
Jacob Rømer anmeldte derefter Christian Almer til politiet.
Politiet ankom, og på trods af, at også de fik forklaret loven,
som de imidlertid tilsyneladende hverken kendte eller forstod,
valgte de alligvel at forlange, at Christian Almer skulle forlade
området og siden også at sigte ham for overtrædelse af naturbeskyttelseslovens
§ 24, der drejer sig om færdsel i det åbne land (og ikke på kysten).
Dette skete efter yderligere skriftlig anmeldelse fra skovrider
Tom Nielsen (TN), Bornholm.
Christian Almer modtog så et bødeforlæg for overtrædelse, dels
af en ugyldig bestemmelse og dels af §24, der altså end ikke drejer
sig om færdsel på kysten !
Med bagrund i, at Christian Almer havde befundet sig på et kystareal,
hvor der er fri adgang for alle, nægtede han på den baggrund selvfølgelig
at betale, og sagen gik derefter videre til byretten, der måtte
give Christian Almer ret i, dels, at den ene bestemmelse, som
han var sigtet for at have overtrådt, ikke længere var gyldig
og dels, at der ikke var grundlag for at dømme efter den anden
bestemmelse, idet der ikke var tale om et åbent udyrket areal
( §24), som Jacob Rømer og skovrideren påstod, men derimod om
et kystareal (§22), som Christian Almer hele tiden havde gjort
gældende.
Byretten besluttede i stedet at anlægge den vurdering, at friklatring
(uden hjælpemidler) ikke skulle være omfattet af den frie ret
til at færdes til fods og til at opholde sig på kystarealerne,
som §22 ellers giver adgang til, og dømte på den baggrund alligevel
Christian Almer, men for en bestemmelse, som han altså end ikke
havde været sigtet for (naturbeskyttelseslovens §22).
At blive dømt for noget, man ikke har været sigtet for, og som
man derfor heller ikke har forsvaret sig imod, er normalt i strid
med retsplejelovens bestemmelser.
Christian Almer ankede derfor afgørelsen til landsretten, der
igen også fastslog, at der var tale om et kystareal. Imidlertid
hævdede Landsretten også, at friklatring på kystarealerne (uden
hjælpemidler) skulle være i strid med loven, idet man hævdede,
at der ikke er tale om færdsel til fods, når man tager hænderne
til hjælp !
Dermed kriminaliseredes med et slag alle, der bevæger sig på klinter
eller klitter på de danske kyststrækninger og i den forbindelse
tager hænderne til hjælp, hvilket selvfølgelig var helt uholdbart.
Christian Almer besluttede bl.a. derfor at anke denne afgørelse
til højesteret.
Højst usædvanligt for et banalt bødeforlæg gav procesbevillingsnævnet
ret til at føre denne sag for højesteret, tilsyneladende, fordi
de også kunne se, at der både var noget galt med grundlaget for
sigtelsen, og fordi de fandt, at der var en række principielle
spørgsmål i sagen.
Sagen kom derefter for højesteret.
Den 11. maj 2004 frifandt højesteret Christian Almer.
Højesteret fastslog dendvidere, at klatring uden hjælpemidler og med sikringsmidler (friklatring)
er færdsel til fods og dermed tilladt, jvf. naturbeskyttelsesloven.
Dermed fastslog Højesteret altså også, at friklatring på kystarealerne ikke kan reguleres, hverken med krav
om forhåndsanmeldelse eller krav om betaling.
Sagen er nærmere beskrevet på:
http://www.vejlederkreds.dk/hojesteret
Tilsvarende finder man en beskrivelse af Skov- og naturstyrelsens
forståelse af naturbeskyttelsesloven her:
http://www.vejlederkreds.dk/hojesteret/hojstret3.html
Det viste sig imidlertid, at hverken Jacob Rømer eller SNS var
indstillede på at respektere højesterets afgørelse !
I løbet af september samme år fremsatte SNS således et forslag
til ny bekendtgørelse, hvori man bl.a. lagde op til at totalforbyde
al udendørs friklatring med sikringsmidler på offentlige arealer
i Danmark, herunder også på kyststrækninger, omfattet af §22.
SNS sendte forslaget til ny bekendtgørelse ud i første høringsrunde,
der sluttede omkring juletid med en længere række indsigelser
imod SNS’ forsøg på via en bekendtgørelse at totalforbyde friklatring.
Kort sagt så fastslog mange, at udkastet til bekendtgørelse og
SNS’ førsøg på dermed på at totalforbyde og kriminalisere friklatring
var i strid med både naturbeskyttelsesloven og højesterets præcisering
deraf, ligesom flere fastslog, at bekendtgørelsen på den baggrund
selvfølgelig heller ikke ville blive respekteret.
Uden at ændre noget, hvad klatring angik, sendte SNS så forslaget
i endnu en høringsrunde, hvor der tilsvarende kom en række velbegrundede
indsigelser og protester imod forbuddet mod friklatring.
Stadig uden at SNS af den grund fandt anledning til at ændre noget
mht. klatring, så meddelte SNS i marts 2005, at den ny bekendtgørelse,
der bl.a. lagde op til et forbud imod al udendørs friklatring
med både sikrings- og hjælpemidler i Danmark, nu var trådt i kraft
!
Med udgangspunkt i SNS’ påstand om, at friklatring nu skulle være
totalforbudt havde SNS, både undervejs i høringsrunden og i et
notat, som fulgte den nye bekendtgørelse, meddelt; at de var indstillede
på at give foreløbig dispensation til grupper på mindre end fem
personer, så disse mindre grupper ikke i første omgang behøvede
at ansøge eller betale for at klatre.
SNS understregede dog, at større grupper skulle have både første-
og bortvisningret på visse forud definerede klatreruter, hvis
de blot betalte.
I forbindelse med SNS’ meddelelse om, at man var indstillede på
at give dispensation fra den nye bekendtgørelse, hvis folk betalte,
skrev de, den 10. marts 2005, at SNS ville indkalde til et møde,
hvor “Klatreinteressenterne vil blive indbudt til møde med henblik
på den nærmere fastlæggelse af klatreruter m.v.”
Dette møde indkaldte SNS så til, fredag d. 19 august 2005 på Bornholm.
Nednstående flertalsreferat er fra dette møde.
Sammen med mødeindkaldelsen fulgte et billede- og kortmateriale,
der sammen med beskrivelser, udpegede fire konkrete områder, hvor
SNS ville give kommercielle, betalende aktører fortrinsret frem
for andre.
Blandt disse var to af områderne placeret på kystarealerne, hvorved
SNS lagde op til en praksis, der stred med naturbeskyttelsesloven,
jvf. højesterets afgørlse.
På trods af, at SNS altså flere gange skriftligt inden mødet
havde erklæret, at der var tale om et “møde med henblik på den
nærmere fastlæggelse af klatreruter m.v.” så slog skovrider, TN,
allerede ved starten af mødet fast, at SNS’ oplæg, både mht. de
enkelte områder og deres anvendelse slet ikke var til diskussion!Dette
fik størstedelen af mødedeltagerne til at protestere og udtrykke
deres utilfredshed med på den måde at være rejst til Bornholm
under falske forudsætninger.
Skovrider, TN forklarede endvidere, at han ikke ville medvirke
til, at der blev taget et egentligt referat fra mødet.
Dette undrede flertallet af mødets deltagere yderligere og fik
dem til at protestere kraftigt.
De mente, at det var væsentligt at få skrevet ned, hvad man diskuterede
og eventuelt blev enige om.
Flere spurgte, hvorfor SNS havde indkaldt til møde, når det fremsendte
udspil ikke stod til diskussion, og de fremmødtes holdninger og
synspunkter var så unteressante, at de end ikke skulle refereres?
TN fastholdt imidlertid og ønskede ikke yderligere at forklare
sig men tilbød dog at notere nogle stikord og sende dusse rundt
efterfølgende!
Dette førte, både ved starten og ved afslutningen af mødet, til
protester fra flertallet af mødedeltagerne over, at de var blevet
ulejliget med at rejse til Bornholm for at deltage i et møde vedr.
en “nærmere fastlæggelse af klatreruter m.v.”, når virkeligheden
i stedet lod til at være, at de mod deres vilje dels skulle legitimere
SNS’ ulovlige forsøg på at totalforbyde friklatring og dels skulle
medvirke til at give et vildledende og falsk indtryk af, at SNS
havde opnået konsensus hertil via en demokratisk proces.
Da ovennævnte begyndte at stå klart for de fremmødte, blev TN
bl.a. direkte spurgt, om man fra SNS’s side overhovdet var åbne
for eventuelt at ændre eller revidere i det fremsendte oplæg på
baggrund af f.eks. den dokumentation samt de synspunkter, indlæg
og ideer, som kom frem på mødet.
Til overraskelse for flertallet af de tilstedeværende oplyste
TN, at SNS ikke var indstillet på at ændre noget, uanset, hvad
deltagerne på mødet måtte mene eller ønske!
På den baggrund er det flertallet af mødedeltageres konklussion,
at SNS holdt mødet på skrømt med deltagerne som gidsler i et forsøg
på at give et falsk indtryk af en demokratisk proces, der imidlertid
aldrig har været virkelighed, og dermed også i et forsøg på at
legitimere SNS’ ulovlige forsøg på at forbyde og kriminalisere
friklatring både på de danske kystarealer og iøvrigt gennem en
bekendtgørelse, der strider imod både loven og højesterets præcisering
deraf.
Flertallet af mødedeltagerne protesterer på det grundlag kraftigt
imod SNS’ udemokratiske misbrug af dem og deres interesse i at
skabe holdbare løsninger gennem en demokratisk proces.
Med baggrund i SNS’ oplæg til og udtalelser på mødet og samtidige
nægtelse af at tage et egentligt referat fra dette, besluttede
flertallet af deltagerne på mødet at lave ovenstående flertalserklæring.
Efterfølgende har deltagerne så modtaget TNs stikords”referat”,
som desværre kun yderligere bekræfter ovenstående.
En række af flertallets væsentligste argumenter og synspunkter
er således eksempelvis end ikke nævnt.
Flertallet af mødedeltagerne anser derfor TNs stikords”referat”
for både vildledende og manipulativt.
På den baggrund tager flertallet afstand fra det fremsendte stikords”referat”
og fremsætter i stedet nedenstående flertalsreferat.
FLERTALSEFERAT fra mødet med SNS, den 19. august 2005:
Skovrider Tom Nielsen og Skovfoged, Tommy Hansen bød på vegne
af Skov- og naturstyrelsen (SNS) velkommen.
Til stede var desuden:
Ole Andreasen, Action Tour Bornholm
Jan Bønding, Dansk Bjergklub
Kirsten Harbo, Friluftsrådet
Sara Nielsen, Dansk Vejlederkreds
Christian Almer, Klatre-Centeret
Simon Abrahamsson, Eventyrernes Klatreklub
Nis Blaxekjær, Nykøbing Falster Klatreklub
John Clausen, Eventyrernes Klatreklub
Lasse Scharff, Eventyrernes Klatreklub
TN fra SNS indledte med at bekræfte dagsordenen for mødet, som
den også tidligere har været beskrevet, nemlig, at “Klatreinteressenterne vil blive indbudt til møde med henblik
på den nærmere fastlæggelse af klatreruter m.v.”
Han forklarede bl.a., at SNS indtil videre var indstillet på,
at små grupper på op til 5 pers. med instruktør i udgangspunktet
ikke skulle søge tilladelse for at klatre
Dog fastholdt han, at man ville undtage de fire klipper, som var
afbildedede i det fremsendte oplæg, fra denne regel, så eventuelle
klatrere, der måtte være i et af de fire klipper i forvejen, skulle
flytte sig (og om nødvendigt ville blive fjernet), hvis der siden
kom en arrangør, der havde betalt SNS for eksklusivretten til
at klatre i det område.
TN forklarede derefter, hvordan han så baggrunden for den nye
bekendtgørelse og dens forsøg på at totalforbyde al udendørs klatring
i Danmark.
Han forklarede endvidere, hvordan SNS tænkte sig at administrere
det forbud, som bekendtgørelsen lægger op til.
Flertallet af de fremmødte protesterede kraftigt imod tanken om,
at SNS overhovedet havde hjemmel til at forsøge regulere færdslen,
herunder særligt friklatring og i særdeleshed på kystarealerne.
Det blev samstemmende kaldt både ufornuftigt, i strid med gældende
klatreetik, som den bl.a. er formuleret og offentliggjort af Jacob
Rømer, og ulovligt, herunder værende i strid med højesterets afgørelse
og præcisering af naturbeskyttelsesloven.
Deltagerne fremhævede, at Højesteret havde fastslået, at friklatring
med sikringsmidler må anses for at være færdsel til fods, hvorfor
det ikke siden tilkommer f.eks. SNS at forsøge at kriminalisere
dette ad administrativ vej (via en bekendtgørelse).
TN blev spurgt, hvad anledningen overhovedet var til SNS’ ønske
om at give én enkelt kommerciel aktør betalingsbaseret fortrinsret
på og bortvisningsret fra de offentlige kystarealer.
TN henviste til ønsket om at være medvirkende til at begrænse
eller helt undgå konflikter.
Deltagerne undrede sig over, hvilke konflikter, der kunne være
tale om, og TN blev spurgt, hvor mange aktører, der gennem årene
havde brugt og fortsat bruger det i oplægget afbildede område
på Hammerkysten.
TN svarede klart, at der kun var og havde været én aktør, og han
bekræftede, at der var tale om Jacob Rømer, som iøvrigt også var
den, der ved at politianmelde klatrere på kystklipperne også var
den direkte årsag til retssagerne, der afsluttedes med højesteretsafgørelsen
af 11. maj 2004.
Dette affødte en række protester, der gik ud på, at det, udover
at være ulovligt, heller ikke hang sammen, at man skulle indføre
en eksklusiv, betalingsbaseret brugs- og bortvisningsret for et
kystområde med henvisning til behovet for undgå konflikter, når
det kun er tale om én eneste aktør, Jacob Rømer, som tilmed tydeligt
har demonstreret, at han er mere end víllig til at benytte en
sådan betalingsbaseret fortrinsret til at skabe konflikter, der
tilmed bygger på, at han ikke hverken kender eller respekterer
loven, jvf. højesterets afgørelse, eller for dens sags skyld respekterer
gældende klatreetik, som han ydermere selv har defineret og formuleret
den i hans bog; "50 udvalgte klatreruter på Bornholm", hvor han på bagsiden under pkt. 7 f.eks. skriver:
“Man bør i forbindelse med klatring på Bornholm overholde følgende:...
- Spær ikke en rute med topreb, hvis andre vil føre den.”
Og videre bør de nævnte “punkter være helt naturlige for enhver klatrer”.
Deltagerne fra samtlige fremmødte klatreklubber og brancheorganisationer
gjorde i den forbindelse opmærksom på, at mange tusinde klatrere
gennem mere end 50 år og hundredevis af danske klatrere og klatreinstruktører
dagligt har kunnet og kan omgås uden problemer på andre klatresteder,
herunder f.eks. klipperne på Kullen, netop fordi de følger gældende
klatreetik.
Deltagerne så på den baggrund ikke noget behov for nogen form
for regulering på de bornholmske kystklipper, hvor der groft set
aldrig eller kun meget sjældent kommer klatrere, og man opfordrede
i stedet alle, herunder også SNS og Jacob Rømer, til at respektere
og følge gældende klatreetik, bl.a. ved ikke at lægge op til at
give rapellearrangører mv. ret til at få fjernet almindelige klatrere,
der måtte være i områderne i forvejen.
Deltagerne udtrykte kraftig undren over og utilfredshed med, at
SNS lagde op til konflikt ved at bryde med en mangeårig klatreetisk
tradition og ved mod betaling dels at give rapellearrangører mv.
ret til at besætte klipperne med reb, og på den måde holde almindelige
klatrere væk, og dels at give sådanne rapellearrangører mv. ret
til at smide almindelige klatrere, der måtte være i området i
forvejen, væk fra dette. Noget som både den aktuelle og eneste
arrangør i kystklippeområdet og SNS desværre har vist sig mere
end villig til at gøre.
Samtlige egentlige klatrere, som var til stede, var enige om,
at hvis man havde en ordentlig baggrund i klatring og øvrigt havde
sit sikringshåndværk i orden, så burde det ikke være noget problem
at finde et andet sted i nærheden, hvis der var andre i området,
når man kom, så man på den måde blot kunne sætte sine rapellereb
mv. op der i stedet.
Tilsvarende gjorde deltagerne opmærksom på, at det alle andre
steder er sådan, at kompetente klatreinstruktører selvfølgelig
kan opsætte de nødvendige reb groft set hvor som helst.
Da det endvidere fremgår af afhøringerne fra både byret og landsret,
og det ydermere blev understreget på dette møde, at der findes
en længere række ruter af samme karakter, sværhed og højde i det
samme område på Hammerens vestkyst (indenfor 50 meter), gjorde
de fremmødte det klart, at de ikke så nogen som helst grund til
at tildele enkeltpersoner en eksklusiv, fiskalt funderet, fortrinsret.
Tværtimod var det flertallets klare opfattelse, at konfliktskaberen
i givet fald selvfølgelig er den rapellearrangør, der i strid
med gældende klatreetik, via betaling til SNS og med magt, herunder
politiets mellemværende, forsøger at få tvangsfjernet klatrere,
der i forvejen er på kystarealerne, så rapellearrangørenm på den
måde uforstyrret kan være i området med sine rapelleaktiviteter.
Flertallet protesterede derfor kraftigt imod at beskytte konflikskaberen
ved at give ham både ekslusivret til bestemte kystarealer og bortvisningsret
overfor andre.
Kirsten Harboe spurgte igen til, hvor mange organiserede brugergrupper,
der var på den i notatet nævnte kystklippe.
TN understregede igen, at der kun havde været og kun var én organiseret
bruger i dette område, nemlig Jacob Rømer.
TN henviste til en liste, der var lavet over betalende brugere,
altså de folk, som i årenes løb har booket og betalt for at få
lov til at lave div. klatreaktiviteter, på de offentligt ejede
arealer.
Sara Nielsen undrede sig og forklarede, at Vejlederkredsen tidligere
har bedt om aktindsigt i netop sådanne oversigter / statistikker
men, at man er blevet henvist fra centralt hold i SNS til skovrideren
på Bornholm, hvor man imidlertid blot har meddelt, at en sådan
oversigt slet ikke fandtes !
Efter lidt diskussion, lovede TN, at Vejlederkredsen nu ville
få tilsendt disse papirer.
Størstedelen af mødedeltagerne stillede sig helt uforstående overfor
nødvendigheden af dels, at afgiftsbelægge og bureaukratisere et
areal, hvor der reelt kun er én person, der ønsker at arrangere
rapelling for større grupper, og dels over, at SNS overhovedet
ønskede at blande sig i klatringen i et område, hvor der er så
få aktører og så mange forskellige muligheder for at tilrettelægge
klatring og rapelling på klipper af samme højde, sværhed og karakter,
at der i givet fald nemt ville kunne blive plads til mindst 3-4
andre større grupper med lignende klatre- og rapelleaktiviteter
i samme område på samme tid.
Flertallet af deltagerne anbefalede, at SNS selvfølgelig også
burde henvise Jacob Rømer til de angivne områder i Hammerbruddet,
hvis han vil være sikker på, at der ikke er andre, når han planlægger
at gennemføre sine rapelleaktiviter, helt i overensstemmelse med,
hvordan man gør overfor alle andre arrangører af klatre- og rapelleaktiviteter
på Bornholm, frem for at forsøge at give ham eksklusiv adgang
til et offentligt kystareal.
TN blev på den baggrund bedt om at forklare, hvorfor han mente,
at en enkelt aktør på Bornholm, som tilsyneladende ikke magter
at opsætte sine rapellereb mv. mere end et enkelt sted på de bornholmske
kystklipper, skulle begrunde en centraliseret, betalingsbaseret
forhåndsbookniing af klipper på kystarealerne, der mulig- og sandsynliggør
konflikter, der tilmed bevisligt medfører forsøg på at bortvise
boregere fra disse offentlige arealer?
TN nægtede imidlertid at forklare eller uddybe dette behov, og
på trods af de fremlagte synspunkter og kendsgerninger fastholdt
skovrideren, at det var en god ide at indføre regulering og betaling
for klatring på de bornholmske kyststrækninger og nægtede iøvrigt
at diskutere spørgsmålet yderligere.
Flertallet af mødedeltagerne protesterede og fastholdt, at der
ikke var hverken behov for, grund til, eller lovmæssig hjemmel
til at foretage en sådan regulering på kystarealerne.
TN gik dernæst videre til at forklare, at SNS havde til hensigt
på nettet at udlægge et detaljeret kort over, hvilke arealer,
som SNS ville reservere med fortrinsret til kommercielle grupper.
Med baggrund i en klage til SNS over en hændelse fra den 7. maj
2005, hvor både andre aktører og SNS igen havde forsøgt at bortvise
Christian Almer fra en klippe på trods af, at han dels hverken
befandt sig på et af de af SNS opgivne områder, der skulle være
behæftet med anmeldelsespligt eller for den sags skyld klatrede
i det hele taget, bad deltagerne skovrideren om snarest at sikre,
at eventuelle angivelser af områderne og deres afgrænsning bliver
kystalklare, så fejltagelser af den nævnte art fremover kan undgås.
Derudover bad de af samme grund skovrideren om snarest og kraftfult
at indskærpe og tydeliggøre det ulovlige i ovennævnte praksis
overfor både medarbejdere i SNS og de berørte rapellearrangører
mv.
TN lovede at overveje dette.
Mht. de konkrete 4 lokaliteter havde flertallet af deltagerne
iøvrigt følgende bemærkninger:
Område 1, “Den store rapelleklippe, (“Spejlet”)” og
Område 2, “Den lille rapelleklippe, (”Bambi-klippen”), “(på den solbeskinnede
flade på billedet)””:
Begge disse områder ligger på arealer, der hører under naturbeskyttelseslovens
§24, hvilket i udgangspunktet muliggør en regulering af dele af
færdslen.
Jvf. højesterets afgørelse, herunder i særdeleshed definitionen
af friklatring (uden hjælpemidler men med sikringsmidler), er
friklatring imidlertid færdsel til fods og dermed ikke omfattet,
hverken af mulighederne for at kræve betaling eller forhåndsanmeldelse.
Flertallet gav dog udtryk for, at man i første omgang ville være
postivt stillede overfor på forsøgsbasis at medvirke i en frivillig
ordning, hvor grupper på mere end 5 deltagere kunne koordinere
deres rapelling mv. via SNS på de to ovenfor angivne lokaliteter.
Flertallet understregede imidlertid samtidigt kraftigt, at forudsætningen
herfor selvfølgelig er, at gæster på og brugere af offentlige
arealer, herunder altså også grupper af klatrere på mindre end
6 deltagere, lades helt i fred af både de betalende aktører og
SNS på alle andre lokaliteter end de to ovenstående.
Ved mødet lagde flertallet af mødedeltagerne stor vægt på denne
understregning og dermed på, at SNS gjorde sig ekstra og særlige
anstrengelser for at præcisere både de arealmæssige og de juridiske
begrænsninger, der følger med brug af offentlige arealer til f.eks.
rapelling overfor både SNS’ medarbejdere og overfor de betalende
aktører, der måtte være på de to lokaliteter.
Årsagen hertil var bl.a., at det kom frem på mødet, at både SNS
v. Torben Kure og flere af disse aktører, herunder bl.a. Adapto
og Jørgen Bloch, endnu en gang, den 7. maj 2005 havde forsøgt
at bortvise Christian Almer fra et område, som han havde fuld
ret til at befinde sig i.
Der var tilmed tale om, at Christian Almer sammen med to andre
befandt sig på en klippe, som SNS specielt har understreget, at
det ikke skulle være muligt at booke, og hvor det derfor også
skulle være muligt uden videre at klatre på for grupper på mindre
end 6 deltagere.
Endvidere står det klart, at Christian Almer end ikke klatrede
i området den dag, men blot befandt sig på toppen af klippen !
TN anerkendte at have modtaget en klage om et sådant forhold men
afviste, at det kunne forholde sig sådan og ville iøvrigt ikke
kommentere den aktuelle klage ved mødet.
Flertallet af mødedeltagerne har siden fået lejlighed til at læse
både de vidneudsagnsunderbyggede klager, som hhv. Christian Almer
og Dansk Vejlederkreds siden indgav og det svar, som SNS har givet
begge parter.
Hverken klagerne eller SNS’ svar ændrer ved flertallets opfattelse
af det, som også fremkom på mødet.
Flertallet af mødedeltagernes konklussion var, at SNS fortsat
ikke, hverken overfor egne medarbejdere eller overfor de rappellearrangører
mv., som de får betaling fra, har tydeliggjort hverken gældende
lovgivning vedr. offentlighedens adgang til færdsel og ophold
på offentlige arealer eller de arealmæssige grænser for de arealer,
som SNS lægger op til at lade visse aktører benytte mod betaling.
Nødvendigheden heraf er desværre blevet yderligere understreget
efter mødet, idet flertallet af mødedeltagerne siden har modtaget
yderligere vidnebaseret dokumentation for endnu en hændelse, hvor
flere forskellige rapellearrangører, herunder Kent Sorth og Jørgen
Bloch (igen), den 10. september 2005, forsøgte at chikanere, true
og bortvise Christian Almer bl.a. ved uretmæssigt at kræve, at
han skulle forsvinde fra en given klippe med henvisning til, at
de havde lejet klippen af SNS med eksklusivret på trods af, at
det er dokumenteret, at Christian Almer også denne gang befandt
sig klart uden for de områder, som er omfattet af ovennævnte forsøg
på begrænsning.
Flertallet hæfter sig i den forbindelse ved og finder det særligt
bekymrende, at den nævnte hændelse fandt sted flere uger efter
det møde, hvor SNS påstod, at det så kun ville være på de fire
fremlagte områder, at man ville kræve forhåndstilmelding.
Efter flertallets opfattelse er det desværre yderligere med til
at understrege, at SNS end ikke kan administrere sine egne regler
om, at almindelige klatre ikke skal kunne opleve at blive forsøgt
bortvist af diverse rapellearrangører fra andre end de fire beskrevne
områder, hverken med henvisning til SNS’ bekendtgørelse eller
mht., at de enkelte rapellearrangører måtte have lejet et offentligt
areal.
På den baggrund må flertallet af mødedeltagerne konkludere, beklage
og kritisere, at SNS fortsat ikke har gjort det klart, hverken
for deres egne medarbejdere eller for diverse rapellearrangører
mv., hvilke konkrete klipper, som de evt. kan operere på ved at
indgå lejeaftale med SNS og, hvilke lovbaserede regler de opererer
indenfor.
Tilsvarende er det desværre en uundgåelig konklussion, at de berørte
aktører heller ikke vil eller kan forstå, hvilke rettigheder,
pligter og ikke mindst begrænsninger, som evt. betaling til SNS
medfører i forhold til rapellingarrangementer på offentlige arealer.
Flertallet af mødedeltagerne finder, at det er en særligt skærpende
omstændighed, at det seneste eksempel denne gang tilmed foregik
kun få uger efter det møde, hvor SNS bl.a. med billeder havde
præciseret, at der “kun” var fire konkrete, geografisk afgrænsede,
områder, hvor SNS ville kræve forhåndsgodkendelse for rapelling
mv.
Uanset dette understregede flertallet gentagne gange, at de under
alle omstændigheder ikke ville respektere hverken anmeldelses-
eller betalingspligt for at friklatre på kystarealerne, da dette
er åbenlyst i strid med både naturbeskyttelsesloven og højesterets
præcisering deraf.
I lyset af de seneste, gentagne hændelser, hvor forskellige rapelleaktører
mv. uden hjemmel i hverken lov eller aftaler med SNS har forsøgt
at chimanere almindelige borgere væk fra offentlige arealer (se
tidligere) kræver flertallet desuden, at SNS snarest præciserer
og tydeliggør både lovgivningen og område 1 og 2’s afgrænsning,
som de fremgår af de fremsendte billeder, overfor både SNS’ medarbejdere
og brugere som f.eks. Adapto, Jacob Rømer, Kent Sorth og Jørgen
Bloch, så disse ikke kan fortsætte med at misbruge det forhold,
at de evt. måtte have betalt et beløb til SNS, til at chikanere
og true enkeltpersoner og mindre grupper og på den måde forsøge
at tvinge dem væk fra offentlige arealer.
Flertallet anbefaler samtidigt, at det bør medføre øjeblikkelige
økonomiske og juridiske konsekvenser overfor de rapellearrangører
mv., som ikke kan eller vil forstå og respekterer både gældende
lovgivning og de arealmæssige begrænsninger, som SNS har lagt
op til for område 1 og 2.
Område 3, “Klatrelokaliteteten ved Lindesdal” og
Område 4, “Rapellelokaliteten ved Lindesdal”:
Begge disse områder ligger på arealer, der hører under naturbeskyttelseslovens
§22, hvilket betyder, at der, jvf. både loven og højesterets præcisering
deraf er fri adgang til at gøre kortvarigt ophold og til færdes
herunder friklatre med brug af sikringsmidler.
Det er envidere strafbart, jvf. §22 stk. 3 at forsøge at forhyindre
denne frie adgang.
Flertallet af mødedeltagerne fastholder på den baggrund, at det
vil være ulovligt at forsøge at give adgang til nogle på kystarealerne
på bekostning af andre og fastslår endvidere, at eventuelle forsøg
på en regulering af den beskrevne art vil blive anset som stridende
imod naturbeskyttelseslovens §22 stk. 3.
Flerertallet er i givet fald indstillede på at anmelde eventuelle
forsøg på at forhindre den frie adgang til ophold og færdsel til
fods, herunder friklatring, på kystarealerne, ligesom man selvføligelig
ikke vil respektere, hverken et bekendtgørelsesbaseret forbud
imod friklatring på kystarealerne eller, at man af den grund skulle
flytte sig for at give plads til rapellearrangører mv. disse steder.
Flertallet af deltagerne fastslog, at det både ville være uhensigtsmæssigt
og ulovligt at lade en enkelt, navngiven person få brugs- og fortrinsret
til at færdes eller opholde sig på kystarealerne mod betaling.
Tilsvarende understregede deltagerne igen, at behovet for en evt.
regulering heller ikke har bund i de konkrete forhold på Bornholm,
når man sammenholder med erfaringerne fra Kullen og andre klatresteder.
Tværtimod påpegede flertallet af deltagerne, at forsøgene på at
regulere klatringen gennem krav om forhåndstilmelding og -betaling
samt gennem forsøg på bortvisninger og politianmeldelser ikke
blot havde vist sig at være ulovlige, jvf. højesterets afgørelse,
men også havde vist sig at have den stik modsatte virkning.
Skovrideren svarede, at flertallet af de bornholmske klipper var
offentlige og derfor under administration af SNS, og han uddybede
ved at hævde, at det f.eks. drejede sig om hele kyststrækningen
fra Jons Kapel til Hammeren.
Flere deltagere gjorde skovrideren opmærksom på, at det imidlertid
ikke gav SNS ret til at tage betaling for og dermed begrænse og
kriminalisere befolkningens frie adgang til at færdes og opholde
sig på kystarealerne, som højesteret også fastslog.
Andre deltagere forsøgte at gøre skovrideren opmærksom på, at
selv om SNS administrerer store arealer, så giver dette ikke SNS
hjemmel til at forsøge at unddrage visse af disse arealer fra
bestemmelserne i naturbeskyttelsesloven og, at SNS derfor måtte
respektere, at loven og højesterets præcisering deraf gælder for
samtlige danske kystarealer, herunder også for de arealer, som
SNS med en ny bekendtgørelse forsøger at holde ude fra lovgivningens
bestemmelser ved igen at forsøge at kræve betaling og forhåndstilmelding
for at færdes på disse kystarealer.
Christian Almer gjorde endvidere opmærksom på, at der findes umatrikuleret
jord ved Vang, som ikke umiddelbart kan administreres af SNS,
fordi Eventyrernes Klatreklub og Dansk Vejlederkreds for flere
år siden skriftligt overfor dommerkontoret har bedt om at få tinglyst
deres hævdvundne ret til at klatre på arealet i tilfælde af en
overførsel / fastlæggelse af administrationsretten for det umatrikulerede
område til f.eks. SNS.
Han gjorde opmærksom på, at det derfor formentlig vil være ulovligt
at overføre ejerskabet af det umatrikulerede stykke jord uden
forinden enten at have tinglyst føromtalte hævdvundne ret eller
i det mindste at have gennemført en sag om hævd for området.
TN hævdede, at han ikke kendte til sagen og, at hele området på
trods heraf hørte under SNS, men lovede samtidigt at undersøgte
sagen nærmere.
Ole Andreasen undrede sig også over SNS’ behov for, nu også at
skulle styre og kontrollere de små gruppers færden og klatren.
Således nævnte han, at han i Hammerbruddet, hvor han ofte arbejder,
altid har kunnet finde en fornuftig løsning med disse smågrupper
og enkeltpersoner, selv hvis de evt. var i området først.
Noget som flere af repræsentanterne for de små grupper bekræftede.
Ole Andreasen kom endvidere ind på ornitologerne og deres interesser
i områderne, der gjorde at man bl.a. i dette forår havde spærret
dele af Hammerbrudet af pga. en måske kommende vandrefalk.
Han henviste her til et tidligere møde mellem netop ornitologer
og klatrere og påpegede i den forbindelse den manglende vilje,
der også er fra andre organisationer til at sætte sig ind i, hvad
klatring er, hvad rappelling er og hvad teambuilding, hvor de
sejler rundt i gummibåde på Opalsøen, er.
Som han sagde, så blev det hele skåret over en kam og kaldt klatring,
hvorefter man udråbte det til at være skadeligt for naturen.
Han så, som tidligere anført, heller ikke noget behov for en regulering
eller for begrænsninger overfor små grupper af almindelige klatrere.
Diskussionen kom derefter igen til at dreje sig om klatring på
kysten, hvor størsteparten af deltagerne, gav udtryk for, at de
hverken kunne forstå eller ville acceptere det forbud mod klatring,
som den nye bekendtgørelse lagde op til.
Flere gjorde det igen klart, at de anså forbuddet imod friklatring
for at stride både mod loven og mod den højesteretsdom, der blev
afsagt d. 11 maj 2004 og, at det derfor selvfølgelig ikke ville
blive respekteret.
På trods, at der altså, iflg skovrideren, kun har været og er
tale om en enkelt rapellearrangør på kystklipperne, og på trods
af en række skarpe protester imod, at SNS på den baggrund vil
kriminalisere den fri færdsel til fods på kystklipperne ved først
at forbyde og siden bureaukratisere og afgiftsbelægge friklatring
på kystklipperne i strid, både med gældende lov og med højesterets
dom, så vedblev skovrideren, på trods af protester fra fletallet
af de tilstedeværende, at fastholde, at SNS’ udspil ikke stod
til at ændre.
Det vakte stor forundring og forargelse, at skovrideren lagde
op til, at SNS ville gennemtvinge et forbud imod friklatring på
kystklipperne, til fordel alene for en enkelt person og SNS (der
jo vil tjene penge på ordningen), på trods af alle de fremførte
praktiske, erfaringsmæssige, etiske og ikke mindst juridiske argumenter
for at lade være.
En overvejende del af de tilstedeværende påpegede tilmed, at de
var overbevist om, at SNS’ oplæg i væsentlig grad ville være til
mere skade end gavn.
Skovrideren blev derefter spurgt, om SNS ville være indstillet
på at fjerne kravet om anmeldelse og betaling for at færdes på
kystklipperne, hvis eventuelt uenige aktører kunne blive enige,
men skovrideren gjorde det klart, at han end ikke under denne
forudsætning, ville overveje at ophæve kravet om anmeldelse og
betaling for at friklatre på kystklipperne eller fortrinsretten
til betalende aktører.
Flertallet af deltagerne protesterede derefter og på den baggrund
imod, at Skovrideren havde indbudt dem til at deltage i mødet
på falske præmisser.
Således havde SNS ved indkaldelsen til mødet havde lagt op til,
at man skulle diskutere områder, hvor der evt. skulle kunne foregå
regulering.
Virkeligheden viste imidlertid, at mødets påståede tema slet ikke
var til diskussion og, at TN i stedet blot præsenterede et færdigt
og indisuktabelt diktat.
Flertallet protesterede endvidere imod SNS’ forsøg på uden deres
viden og mod deres vilje således at tage dem som gidsler i SNS’s
forsøg op at legitimere styrelsens ulovlige bekendtgørelse gennem
en skueproces.
TN afbrød herefter mødet, og der blev altså således heller ikke
tid til at kigge på de aktuelle områder, som der ellers også var
lagt op til i mødeindkaldelsen.
Flertallet besluttede på den baggrund selv at lave det mødereferat,
som SNS nægtede at lave.
Endvidere besluttede flertallet af mødedeltagerne at udsende en
fælles flertalserklæring, som klargør både situationen og SNS’
rolle i den.
Ovenstående erklæring og flertalsreferat anses at være dækkende
for vor opfattelse af, hvad der foregik og, hvad der var demokratisk
enighed om på mødet.
Med venlig hilsen
Hasle, den 25. september, 2005.
DOWNLOAD OGSÅ
FLERTALSERKLÆRING OG
FLERTALSREFERAT
Download flertals-erklæring og -referat i pdf-format (264 kB)
Pdf-filer kan læses med programmet Acrobat Reader, der kan downloades
gratis på:
http://www.adobe.com/products/acrobat/readstep.html
Tegning: Henrik Monved. Gengivet med særlig tilladelse.
|
© Copyright. Dansk Vejlederkreds |